Den første danske OL-medalje er en realitet.

Manden bag er 40-årige Jesper Hansen, som sikrede sig en sølvmedalje i mandagens finale i skeetskydning.

Og det vækker massiv begejstring hos Søren Simonsen, der er chef de mission for den danske OL-delegation.

»Det var jo helt vildt. Altså, han fik jo en 17.-plads i går, skal man huske på. Alligevel ender han med at snuppe en sølvmedalje. De troede på det og lagde en plan. Og den blev fulgt til punkt og prikke. Han er stærk og har været godt skydende. Det er simpelthen forrygende!« siger en glad Søren Simonsen, som samtidig glæder sig over at få hul på medaljebylden.

Foto: Grace Hollars
Vis mere

»Den er kommet hurtigt. Jeg har ladet mig fortælle, at den første medalje er vigtig, og det kan jeg også godt mærke selv. Det betyder noget mentalt. Det er en forløsning. Og ja … kæmpe cadeau til Jesper – og Tore og Linda (henholdsvis træner og sportschef i Dansk Skytte Union, red.) og de andre, som har bakket op og støttet,« siger Simonsen, der deltager i sit første OL som chef de mission.

Sportschef Linda Andersson får en særlig ros med på vejen, fordi hun før legene har insisteret på, at Jesper Hansen og de øvrige skytter ikke skulle bo i OL-byen.

Derimod har de været indlogeret på deres eget hotel tæt på skydebanen for at få de optimale betingelser.

»Skytterne har boet på deres eget hotel – kun fire kilometer fra skydebanen, og det har sparet dem for en masse tid i trafikken i forhold til, hvis de havde boet i OL-byen. Det er det, vi kalder et high performance-setup, og det er glædeligt at se, at det har båret frugt. Det fortjener Linda ros for, for hun har insisteret på det. Og det har givet Jesper den fornødne ro til at præstere på topniveau,« siger Søren Simonsen.