»Jeg har nok ikke pensioneret min mor for life endnu. Men de næste fem år, der har hun det nok meget godt.«
Mattias Skjelmose afslutter sætningen med et lille grin. Som om han ikke helt selv forstår det, han lige sagde.
Men den danske cykelstjerne har længe gået med drømmen om at pensionere sin mor, der oplevede at være sygemeldt gennem en del år. Ud over smerterne i ørerne var der noget helt andet galt – lægerne kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad der var i vejen.
Den del fortalte Lidl-Trek-stjernen om i et interview med B.T. i 2022. På to år er drømmen ikke blevet endeligt til virkelighed, men den er nået et godt stykke.
»Altså hun går ikke til månedlige samtaler med kommunen mere. Hun har det fint med at rejse rundt med mig, når det passer, og tage sig af mine søskende,« siger den 23-årige rytter til B.T.
»Hvis alt går, som jeg håber, det gør, så går der ikke mange år, før hun ikke skal tænke på noget resten af livet.«
Som 23-årig må det være forbundet med en vis stolthed at kunne gøre så meget for sine forældre.
Men for den unge mand fra Amager er det ikke noget, der skal overgøres.
»Jeg synes, det kommer meget naturligt til mig. Jeg føler jo, at hun har givet mig alt. Uden hende var jeg aldrig nået nogen steder. Intet pengebeløb eller ting, jeg kan gøre for hende, vil nogensinde kunne betale det tilbage, jeg har fået af hende. Jeg synes ikke, det er en ligeså stor ting, som andre måske synes.«
Er hun ikke glad og rørt?
»Jo, det er ikke noget, vi taler så meget om. Jeg er ikke god til at snakke om det. Jeg synes ikke, det er så stor en ting, som mange andre gør det til,« fortæller han.
»Men jo, hun er meget taknemmelig og rørt på det punkt, men jeg er mere sådan: 'Stop med det mor.' Jeg gider ikke rigtig at tale om det.«
Hvorfor han ikke har lyst til at italesætte det over for sin mor, har Mattias Skjelmose svært ved at sætte ord på.
Han synes ikke, at det er nødvendigt med en tak. For uanset om hun fortæller ham det eller ej, ved han, at hun er glad for det, han gør.
»Nu er jeg et sted i min karriere, hvor jeg begynder at tjene nogle penge. Det er ikke fedt bare at have dem, hvis du ikke kan dele dem med dem, du elsker,« siger cykeltalentet.
»Jeg har ikke noget behov for at have en million euro stående i banken. Det er ikke fordi, jeg skal bruge det hele, men jeg kan bruge en masse penge på, at mine forældre er glade, at min kæreste er glad. Min svigerfamilie for den sags skyld også.«
»Så vil jeg da hellere dele det med dem og få en masse oplevelser ud af det. Det er ligesom sådan, det hele hænger sammen, synes jeg.«
Drømmen er ikke endeligt gået i opfyldelse for Mattias Skjelmose endnu. Men den er godt på vej – og mon ikke hans mor siger tak endnu en gang, den dag det lykkes.