To atleter fra Georgien er blevet sendt hjem, efter at de fejrede medalje i judo ved at lege turister i Tokyo.

To sølvmedaljevindere i judo fra Georgien er blevet frataget deres akkrediteringer til OL for at bryde legenes coronaregler ved at forlade OL-byen.

Det oplyser et medlem af Georgiens Olympiske Komité lørdag.

Der er tale om atleterne Vazha Margvelashvili og Lasha Shavdatuashvili på henholdsvis 27 og 29 år.

De er blevet straffet for at tage på sightseeing i Tokyos gader for at fejre deres sølvmedaljer, selv om alle atleter ved OL har fået forbud mod at forlade OL-byen, medmindre det er for at træne eller deltage i konkurrencer.

Vazha Margvelashvili.
Vazha Margvelashvili. Foto: JACK GUEZ
Vis mere

Ifølge kilden, der ønsker at være anonym, forlod de to atleter OL-byen for at møde "en fælles bekendt", som bor i Japan.

- Ingen stoppede dem ved udgangen af OL-byen, så de troede, at de godt kunne gå udenfor, siger vedkommende.

- De ville bare gerne have lidt frisk luft og slappe af efter en hård dag med konkurrencer og en hård periode med nedlukninger.

Ud over at få frataget deres akkrediteringer til OL blev de to atleter ifølge netmediet Inside the Games også bedt om at forlade den japanske hovedstad.

Georgiens Olympiske Komité har siden bekræftet, at Margvelashvili og Shavdatuashvili begge er rejst hjem.

Det er første gang siden legenes begyndelse, at atleter bliver straffet for at have brudt de strikse coronarestriktioner.

Den administrerende direktør for OL-organisationen, Toshiro Muto, siger natten til søndag dansk tid, at i alt seks personer med forbindelse til OL har fået frataget deres akkrediteringer for at bryde coronarestriktionerne.

Som en del af regelsættet skal alle atleter senest forlade Tokyo 48 timer efter, at de helt færdige med alle konkurrencer.

Under legene bliver atleterne også testet dagligt for coronavirus.

Der er i øjeblikket indført nødretstilstand i Tokyo på grund af stigende smittetal. Lørdag blev der registreret næsten 4000 nye smittetilfælde i byen.

Det er det hidtil højeste antal i løbet af en enkelt dag i hovedstaden under pandemien.

/ritzau/AFP