Holger Runes OL-planer hænger i en ekstremt tynd tråd.

Søndag kom danskerens lejr nemlig med lidt af en chokerende melding til de mange forventningsfulde tennisfans, da hans mor og manager, Aneke Rune, meddelte, at en skade i håndleddet meget vel kan resultere i et afbud til legene i Paris.

Og dagen derpå - efter stortalentet er blevet tilset yderligere af to læger - er meldingen stadig nedslående.

»Vi har talt med alle tre læger nu, men ingen kommer med helt samme svar. Alle er dog enige om, at håndleddet skal fikseres og ikke må bruges. Spørgsmålet er så hvor længe. Nogle taler få uger, andre 4-6 uger og en enkelt taler operation,« siger hun til B.T. og fortsætter:

Holger Rune måtte trække sig fra fredagens kvartfinale i Hamborg på grund af en skade.
Holger Rune måtte trække sig fra fredagens kvartfinale i Hamborg på grund af en skade. Frank Molter/AP/Ritzau Scanpix

»Det er voldsomt deprimerende at høre på. Vi har dog ikke opgivet håbet. Vi flyver til Monaco i morgen (tirsdag, red.) tidlig og får en ny scanning.«

På trods af de deprimerende meldinger, klynger Rune-lejren sig dog stadig til det spinkle håb, der trods alt eksisterer.

I Monaco skal danskeren nemlig tilses af endnu en læge, der før har hjulpet Rune med skadesproblemer.

»De sprøjter kontrastvæske ind, så vi kan se meget præcist, hvad der sker derinde. Deres udstyr er ekstremt godt, ved vi fra dengang med rygproblemerne,« lyder det videre fra Aneke Rune.

Derfor har danskeren da heller ikke endnu meddelt Dansk Tennis Forbund, om det ender med et OL-afbud eller ej. 

»Jeg har aftalt at tale sammen med forbundet, når vi har set de billeder og gennemgået det hele med lægen i Monaco,« afslutter hun.

Holger Rune er i denne uge tilmeldt ATP 250-turneringen i Umag i Kroatien.

OL skydes officielt i gang fredag aften med den storslåede åbningsceremoni.

De danske håndboldkvinder tager dog allerede hul på turneringen torsdag morgen, når de møder Slovenien.

Lyt til dagens afsnit af 'Touren på Bagsædet' på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: