Der er dårligt nyt fra Holger Rune-lejren.
Faktisk er der tale om lidt af en chokmelding med kun få dage til OL.
Den danske tennisstjerne døjer nemlig med både en knæ- og håndledsskade, og efter en scanning i Kroatien, hvor danskeren lige nu befinder sig, fordi han efter planen skal deltage i en ATP 250-turnering i den kommende uge, er deltagelsen ved legene i Paris pludselig kommet i fare.
Det fortæller stortalentets mor og manager, Aneke Rune, til B.T.

»Ja, OL kan desværre være i fare,« lyder den nedslående besked fra danskerens lejr.
Aneke Rune forklarer desuden, at man lige nu afventer to tennisspecifikke læger, der skal give en second opinion på håndleddet mandag:
»Der er ikke så meget at sige endnu. Udover at første læges svar på scanningen ikke var super opløftende. Men vi afventer svar fra to sportsspecifikke læger i morgen (mandag, red.), og så må vi tage den derfra.«
»Holger var på banen for at slå forhånd i dag og serve. Men svært at spille kamp uden venstre hånd. Og det har stået på for længe nu. Men lad os se i morgen,« lyder det videre.
Dermed er OL-håbet altså ikke helt slukket – endnu.
Holger Rune har aldrig deltaget ved et OL, og derfor vil det være en gigantisk nedtur for den unge komet, hvis det ender med et afbud.
Det var under denne uges ATP-turnering i Hamborg, hvor danskeren måtte trække sig i kvartfinalen, at han blev ramt af skaden i knæet.
Skaden i håndleddet har været et problem siden grusturneringen i Rom i maj, lød det lørdag fra Aneke Rune over for TV 2 Sport.
Her var det nemlig en fysisk træner, der uheldigvis pådrog den danske stjerne problemerne med håndleddet.
OL begynder torsdag, hvor de danske håndboldkvinder tager hul på begivenheden i Paris.
