Ej, nej, nej, nej...

Det må tv-seere verden over have tænkt, da de søndag så afslutningen på kvindernes linjeløb i cykling ved OL.

Her kunne de nemlig se en brøler af de helt, helt store.

For selv om østrigske Anna Kiesenhofer snød alle favoritterne og kørte alene over målstregen efter at have siddet i udbrud, er det den hollandske superstjerne Annemiek van Vleuten, der stjæler alle overskrifter lige nu.

38-årige Annemiek Van Vleuten, da hun kørte over målstregen.
38-årige Annemiek Van Vleuten, da hun kørte over målstregen. Foto: GREG BAKER
Vis mere

Det blev nemlig til en hollandsk sølvmedalje, og da van Vleuten kørte over stregen, var det da også med armene over hovedet i ren jubel.

Problemet var bare, at hun troede, hun havde vundet guld.

Det viste tv-billederne fra målstregen, som i første omgang filmede den hollandske cykelstjerne i vild jubel med sin træner.

Men glæden varede dog kort, da hun efterfølgende fik at vide, at det altså var Anna Kiesenhofer, der havde kørt først over stregen.

Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Herfra var den store brøler ikke til at tage fejl af, da opmærksomme tv-seere kunne overhøre, hvad van Vleuten sagde, da hun fik den triste besked:

»Jeg tog fejl...«

De efterfølgende minutter var hollænderens skuffende ansigtsudtryk da også umuligt at overse.

Van Vleuten må derfor nøjes med sølvmedaljen, mens italieneren Elisa Longo Borghini tog bronze.

Danmark stillede til start med Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Jørgensen. Førstnævnte kom i mål som nummer ti sammen med resten af favoritfeltet.

I videoen øverst kan du se den pinlige episode fra målområdet.