Jeanette Ottesen satte punktum for en stor svømmekarriere søndag morgen ved OL i Tokyo.

En karriere, der har budt på massive opture, 53 internationale medaljer og en status som Danmarks mest vindende atlet.

Men det har også været en karriere, hvor hun har slået sig, sagt fra og mærket konsekvenserne på egen krop.

»Der er ingen tvivl om – og det tror jeg, at alle ved – at jeg har haft noget af en rutsjebanetur. Det har været meget op ad bakke. Jeg har følt, at der har været mange mennesker, der har været meget imod mig og har afskrevet mig,« siger hun i et interview med Discovery, som du kan se øverst i artiklen.

4 x 100 meter fri, finale: Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen, Signe Bro, 25. juli 2021.
4 x 100 meter fri, finale: Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen, Signe Bro, 25. juli 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ottesen har været en af de svømmere, der har været meget markant i sin kritik af Dansk Svømmeunion, efter en undersøgelse af en usund træningskultur med ydmygelser og offentlige vejninger viste, at der i en lang årrække var begået ledelsessvigt i toppen af dansk svømning.

Og hun viser ingen nåde i sin dom af lederne.

»Der er ting, der er blevet bedre, men der er rigtig, rigtig mange ting, der ikke er godt nok. De ting bliver kun bedre, hvis der bliver ryddet ud og bliver ansat nogle nye mennesker. Det er iskoldt at sige, men det står jeg stadigvæk ved. Der skal nogle nye øjne og ører til, før vi kan ændre vores kultur. Folk skal være lidt mere nytænkende, altså for fanden, vi lever i 2021, det nytter ikke at gøre det som for 20 år siden,« påpeger hun og tilføjer:

»Der sker ikke noget i dansk svømning, der sker ikke noget nyt. Vi laver små justeringer her og der og blæser det op, så det virker stort, men når alt kommer til alt, så sker der ikke noget. Det er min mening og holdning,« siger Ottesen.

Hun er klar til at hjælpe og dele ud af sin mangeårige erfaring i et forsøg på at hjælpe dansk svømning videre. Men hun er ikke sikker på, at alle vil være lydhøre omkring hendes input.

»Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget mere. Jeg har også sagt til dem, det er vigtigt at sige det til, at hvis de kan bruge mig, så vil jeg gerne hjælpe dansk svømning på vej til at blive bedre. Men de skal også have lyst til det. Der sidder en hel bestyrelse, en direktør og en sportschef, der skal have lyst til det. Og det er jeg ikke sikker på, de har,« lyder dommen fra Ottesen.

Ottesen var en del af den danske holdkap med Pernille Blume, Julie Kepp Jensen og Signe Bro, der sluttede med en sidsteplads i finalen. OL i Tokyo blev Ottesens sidste – hun nåede at deltage i 2004, 2008, 2012, 2016 og altså igen i år.

Det blev til en OL-bronzemedalje i 2016.