»Stangspring er erotisk, og det har altid været et af mine ønsker at være i Playboy. I denne sport konkurrerer stærke kvinder, hvor vi udfører krævende tekniske detaljer med lethed og elegance.«

Få dage før startskuddet ved OL i Tokyo prøver tre kvindelige atleter at vække interesse for idrætten med deres forside for den tyske udgave af Playboy.

Det er den regerende tyske indendørs mester i stangspring, Lisa Ryzih, som fortæller om sin Playboy-debut og stangspring i tyske Bild.

I bladet stiller hun op sammen med svømmer Marie Pietruschka og fægter Alexandra Ndolo.

Ryzih sluttede som nummer seks ved OL i London i 2012, mens det blev til en tiendeplads ved OL i Rio fire år senere. I Tokyo er målet at slå resultatet fra London.

Den 26-årige svømmer Marie Pietruschka pryder også forsiden.

Hun fortæller til Bild, at hun ikke kunne sige nej til muligheden, da hun først fik den.

»Du får kun tilbud fra Playboy en gang i livet. Tidligere har jeg kæmpet med usikkerhed omkring min egen krop, men nu er jeg stolt af, hvad jeg har opnået med det.«

Pietruschka, der skal deltage i to freestylestafetter ved OL, har også et mål om at øge interessen for sin egen sport og håber, at Tyskland ved OL kan klare sig bedre, end fodboldholdet gjorde ved det netop overståede EM.