Tennisspilleren Alex de Minaur misser OL i Tokyo, fordi han har afleveret en positiv coronatest.

Svaret på testen kom, inden australieren tog til Japan, og der er dermed ikke risiko for, at han er skyld i smitte i OL-byen.

»Vi er kede af det på Alex' vegne. Han har sagt, at han er knust over ikke at kunne deltage,« siger Australiens chef de mission, Ian Chesterman, ifølge Reuters.

Alex de Minaur har senest spillet Wimbledon, hvor han røg ud i første runde, og han befandt sig i Spanien, da han afleverede to positive coronatest inden afrejse til Tokyo.

Alex de Minaur, der er nummer 17 på verdensranglisten, slutter sig til en voksende gruppe af atleter, der har meldt afbud på grund af coronavirus.

Torsdag kom det frem, at den amerikanske basketballspiller Bradley Beal ikke kommer til at deltage, fordi han er gået i isolation i træningslejren i Las Vegas. Om han er testet positiv med coronavirus, melder historien ikke noget om.

Derudover er Beals holdkammerat Jerami Grant gået i isolation, men det forventes, at han fortsat er en del af truppen.

Situationen har betydet, at det amerikanske basketballhold, som altid er en af OLs største trækplastre, har aflyst en opvarmningskamp mod Australien.

Mens atleter helt har trukket sig fra OL, har flere været i isolation af forskellige årsager.

Indtil videre er der ikke opstået smitte inde i OL-boblen, hvor alle atleter skal blive under legene i Tokyo. Atleterne begyndte at tjekke ind i OL-byen tirsdag.

/ritzau/