Mathias Gidsel, der sad dansende på skuldrene af en holdkammerat med sølvmedaljen på. Alt imens han blev hyldet og overhældt med lidt øl.

Det var det glimt fra lørdagens fest, mange danskere kunne se på de sociale medier søndag morgen. 'Afsløret' af håndboldlandstræneren endda.

For det var Nikolaj Jacobsen, der natten til søndag dansk tid delte en video på sin Instagram-profil. En video, som siden blev delt af Anders Hemmingsen, der har mere end en million følgere, og dermed er den nået bredt ud.

»Det er vigtigt for mig lige at pointere, det ikke var os, der var ude, vi var en del af en dansk delegation, der var på ambassaden og hyggede os og havde en god aften,« sagde Nikolaj Jacobsen med et smil og fortalte, at der blandt andet blev serveret fadøl og mad fra en pølsevogn.

Sammen med et par af spillerne mødte han pressen søndag eftermiddag japansk tid, og her fortalte de lidt om nattens festligheder, der sluttede sent.

Og der var en grund til, Nikolaj Jacobsen delte netop det øjeblik med Mathias Gidsel – som han understregede bare var et glimt, og at der altså ikke var tale om fest på det niveau hele tiden. Det var 'en hyggelig aften', som han formulerede det med et smil og en god måde lige at runde det hele af på.

»Da Mathias blev kåret til MVP (Most Valuable Player, red.), skulle han selvfølgelig fejres, og det blev han også behørigt. Det var meget velfortjent,« sagde han om den 22-årige landsholdsspiller og fortsatte:

»Jeg vidste godt, hvis jeg smed den op, ville den nok få nogle reaktioner, men jeg synes også, det er vigtigt, at man skal huske, man også kan glæde sig over ikke altid at være helt oppe. Vi er også nødt til at sige, at en sølvmedalje og en bronzemedalje kan altså også være rigtig flot. Jeg ville gerne vise, vi kunne glæde os over en sølvmedalje. Selvom drengene ser skuffede ud på medaljepodiet, så efter et kvarter i omklædningen, og der kom lidt god musik, så begyndte stemningen at lette, og så blev den bare bedre og bedre,« sagde landstræneren.

Mathias Gidsel har haft et brag af et 2021.
Mathias Gidsel har haft et brag af et 2021. Foto: TATYANA ZENKOVICH
Vis mere

Det var vigtigt for ham at vise, de var stolte af medaljen efter et 'fantastisk' håndboldår, der også har budt på guld til VM i januar.

Selvfølgelig var de selvsagt skuffede over at tabe finalen, men det giver bare endnu mere motivation til at knokle hårdt, så landsholdet igen ender øverst på skamlen, forklarede han.

Mathias Gidsel, der blev hyldet til lyden af 'Gidsel's on fire – your defence is terrified' var ikke selv til stede ved søndagens pressemøde, men Nikolaj Jacobsen var ikke i tvivl om, hvad titlen som 'MVP' betyder for den unge landsholdsspiller, der altså har haft et brag af et 2021 indtil videre.

»Det, tror jeg, betyder rigtig meget. Det er en kæmpe anerkendelse af at have spillet en vanvittigt flot turnering. Han er 22 år og spiller sin landskamp nummer 25 i går. Det siger vist lidt sig selv, hvordan det er gået for Mathias,« sagde Nikolaj Jacobsen.