OL skal efter planen gennemføres i Tokyo i Japan fra 23. juli til 8. august senere på året.

Arrangørerne har sagt, at de er klar til at afvikle sportsbegivenheden, selvom covid-19-situationen i landet er meget alvorlig på nuværende tidspunkt.

Dick Pound, der er det længst siddende medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), vil dog ikke give nogen garantier.

»Jeg kan ikke være sikker, fordi der er en elefant i rummet, som vi skal bekæmpe, og det er virussen,« siger han ifølge BBC.

68-årige Dick Pound.
68-årige Dick Pound. Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

OL i Tokyo skulle have været afholdt forrige sommer, men blev udskudt til i år, fordi epidemien ramte hele verden i løbet af forrige forår. Formelt kommer OL i Tokyo stadig til at hedde Tokyo 2020.

68-årige Dick Pound mener, at OL-atleterne burde være højt oppe på prioriteringslisten, når det kommer til at blive vaccineret mod covid-19.

Han tilføjer ligeledes, at det kunne gøres til en betingelse at blive vaccineret, hvis man vil deltage i legene i Japan.

IOC har dog tidligere været ude og sige, at de ikke vil gøre det til et krav for atleterne.

Foto: ISSEI KATO
Vis mere

Arrangørernes melding om en gennemførelse er kommet, til trods for at Tokyo lige nu befinder sig i en kritisk situation.

Premierminister Yoshihide Suga har således beordret barer samt restauranter til at lukke klokken 20, mens de ikke må servere alkohol efter klokken 19.

Den nedslående melding ser arrangørerne dog som en positiv ting.

»Denne erklæring tilbyder en mulighed for, at Tokyo 2020 kan gennemføres på en sikker og forsvarlig måde.«