Nikolaj Jacobsen kender godt spørgsmålene.
»Hvorfor bliver I ikke bare hjemme?«. »Burde I ikke boykotte slutrunden og vise, at nok er nok?«.
Den slags spørgsmål er dukket op, efter Egypten har valgt at tillade tilskuere under VM-kampene – og dermed går en helt anden vej end de fleste andre lande i verden, som lukker ned i stor stil på grund af coronapandemiens voldsomme anden bølge.
Flere danske spillere har da også udtrykt deres bekymring omkring situationen – selv om de har sagt ja til at spille slutrunden.

Men et VM er ikke bare noget, man melder sig til og fra efter forgodtbefindende, understreger Nikolaj Jacobsen.
Og derfor mener han, den slags spørgsmål bliver rejst på et uoplyst grundlag.
»Folk, der siger, at 'så skal man bare melde afbud' – den går altså ikke. Vi kan jo ikke bare melde afbud. De sanktioner, der ville komme efterfølgende over for dansk håndbold, de vil være alt for vidtrækkende og voldsomme,« siger han og fortsætter:
»Hvis vi meldte afbud, så ville Danmark måske ikke kunne komme med til slutrunder de næste otte år. Så man kan ikke bare melde afbud. Det er simpelthen for nemt at sige,« fastslår landstræneren.
Nikolaj Jacobsen mener, at man må lade tvivlen komme egypterne til gode og stole på, at arrangørerne har styr på sundhedsrisikoen.
»Jeg ved godt, situationen er spidset til nu, men der var også mange lande, som tog til EM i kvindehåndbold i Danmark og stolede på, at Danmark kunne organisere det og skabe den fornødne sikkerhed. Og det klarede Danmark jo med bravur.«
»Lad os nu give egypterne chancen og se, om vi ikke kan få et godt VM på trods af alt muligt skrammel,« lyder det fra landstræneren.
Egypterne har tilladt, at 20 procent af hallernes tilskuerkapacitet bliver udnyttet under VM. Det vil sige, at der må komme cirka 3.400 tilskuere ind til Danmarks kampe, som skal spilles i Cairo International Stadium Hall.