Åh nej, åh nej, åh nej!

Det danske landshold i 4000 meter holdforfølgelse skuffede fælt i OL-finalen og taber til Italien, der snupper guldet.

På velodromen i Tokyo var Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, Rasmus Lund og Lasse Norman ellers storfavoritter og Danmarks mest sikre bud på en guldmedalje, men da det hele skulle afgøres onsdag, skuffede de til allersidst i en yderst tæt og dramatisk finale.

Danmark var ellers foran mod slutningen, men på de afgørende meter satte den italienske verdensstjerne Filippo Ganna tempo på, og Italien kom ind i ny verdensrekord med tiden 3.42,032.

Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

Den danske kvartet kom ind 0,166 sekunder efter og må dermed nøjes med en sølvmedalje.

Begge hold kørte dermed hurtigere end den eksisterende verdensrekord, som Italien satte i går.

Banelandsholdet, der i øvrigt er verdensmestre, fik senest bronze ved de olympiske lege i Rio.

Bronzemedaljerne gik til Australien, som slog New Zealand, hvis løb gik i stykker, da en af holdets ryttere styrtede med omkring 1000 meter tilbage.

Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Danmark fik senest OL-guld i disciplinen helt tilbage i 1968.

Siden er det blevet til bronze i 1992, sølv i 2008 og bronze i 2016.

Nu blev det til sølv.