»Har I mødt ham?«
Jeanette Ottesen har i første omgang svært ved at finde ordene. Hun tænker lige et kort øjeblik, og så kommer de ellers.
De ord, der skal beskrive den mand, der de seneste år har været hendes største støtte og altafgørende medspiller i jagten på OL-punktummet. Den mand, hun er gift med. Marco Loughran.
»Han er den mest positive, glade sjæl, der findes. Han er træner, far, min mand. Han er en kæmpe energibombe, der kun tænker positivt. Han er også god til at give mig et spark i røven, men uanset hvor mange fuck-ups jeg laver, vender han det til noget positivt,« siger Jeanette Ottesen.
Hun har knoklet i mange år, men siden hun blev mor i december 2017, har det været på en anden måde.
Det var hendes team med Marco Loughran, der skulle bane den vej, som pludselig var blevet fyldt med bump, efter hun blandt andet mistede sin økonomiske støtte, da hun blev gravid.
»Hver gang, jeg har været ved at smide håndklædet i ringen og siddet i sofaen og sagt 'jeg kan ikke mere', har han sagt: 'Det siger DU ikke. Det siger Jeanette ikke. Jeanette har aldrig sagt, hun ikke kan – det begynder hun ikke på nu.'«
Hun er alvorlig i sit udtryk, men alligevel utrolig varm, når hun beskriver den mand, hun giftede sig med i juli 2017.
»Han er en stor motivator. Han har selv været i gamet, han har været til OL og på den største scene som atlet. Han har ikke læst sig til at blive en god træner. Han har gjort det. Det er der ikke mange trænere, der kan sige,« smiler Jeanette Ottesen og siger, den står »i Marcos tegn«, når hun kommer hjem.
Nu skal han udleve drømme, og fokus skal være på ham og ikke hende selv. Men opmærksomheden undgår hun dog nok ikke helt de næste dage.
For Jeanette Ottesen står i dag og kan sige, hun nåede sit femte OL. Fik afsluttet karrieren, præcis som hun ønskede det. I en finale, som hun knap havde turdet drømme om, efter hun dels har været ramt af skader i foråret, men også efter hun for tre et halvt år siden fik den største titel af dem alle. Mor.
Derfor er det også svært for hende at sætte ord på det, hun har opnået.
Og den afslutning, hun fik, da hun tidligt søndag morgen slog hånden mod pladen, mens tårerne piblede frem bag svømmebrillerne.
»Jeg kan ikke sætte de rigtige ord på det. Det er bare fucking fantastisk. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, vi ville nå en OL-finale. Nogle gange har jeg tvivlet på, om vi ville nå OL. Vi klarede det. Som mor og far sammen, mand og kone. Svømmer og træner. Samarbejdet, jeg har haft med min mand – hvem fanden gider arbejde med sin mand? Det havde jeg aldrig troet, jeg gad, men vi gjorde det og lykkedes. Og vi er stadigvæk gift. Vi blev ikke skilt. Det i sig selv er en kæmpe sejr. Det har været megahårdt. Det er det bare. Det har også været fedt,« siger hun.
Glæden er tydelig i hendes stemme. Det har været det hele værd, understreger hun. Men den danske svømmestjerne har mange gange undervejs overvejet, om det nu også var det.
»Og jeg har grædt og grædt af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være den mor for Billie, som jeg gerne ville være. Og så er det sådan: 'Okay, hun er to-tre år.' Hun kommer ikke til at kunne huske det her. Hun kommer til at kunne læse om det, se vores dokumentar, og jeg er sikker på, hun kommer til at sige: 'Wow, det er sejt.' Jeg tror ikke, hun kommer til at tænke: 'Jeg føler ikke, min mor var der for mig,'« siger Jeanette Ottesen.
For hun har skullet prøve at leve som en atlet, selvom hun havde et barn. Hun har ikke båret meget rundt på datteren, fordi hun skulle passe på sin ryg.
Hun har skullet spise, træne og sove. Noget, der også har været en udfordring, når man har titlen som mor.
»Det er eddermame svært at være mor også og være professionel atlet. Jeg føler ikke, jeg har kunnet kalde mig professionel atlet, for det liv, jeg har levet, har ikke været professionelt. Jeg har ikke fået middagslure og restitution, spist, når jeg skulle, spist det, jeg skulle. Jeg har et barn, jeg har en treårig. Det er bare noget andet,« fortæller hun.
Den 33-årige nu tidligere svømmer, der kan kalde sig 'Danmarks mest vindende atlet nogensinde'.
Hun håber at kunne inspirere mange mennesker med den historie, som hun skrev det sidste svømmekapitel i søndag morgen.
Men havde man spurgt tiårige Jeanette Ottesen, om hun havde troet på, at hun ville stå, hvor hun stod i dag, havde svaret været klart:
»Hell no,« griner hun højt og forklarer:
»Jeg tror, Mette Jacobsen stoppede i en ret sen alder, og jeg var sådan: 'Fuck, mand – tænk, at hun gider.' Og nu står jeg her bare selv. Det er så sjovt, for nu står Signe Bro og siger: 'Jeg kommer ikke til at svømme, når jeg er 33,' og jeg har det bare sådan: 'Watch your mouth.' Pas nu på. Det er bare fedt, at man kan. Tænk, at min krop har kunnet det. Og at mit mentale sind kunne det. Jeg havde ikke kunnet det alene. Hvis jeg ikke havde haft mit team, havde jeg ikke kunnet,« siger Jeanette Ottesen.
Hun har da også nået at tale med både sin mand og sin datter i telefonen fra Tokyo. Og de glæder sig i den grad til, at hun sætter sig på flyet og vender hjem til København.
»Det første, hun sagde, var: 'Mor, kommer du hjem i morgen?'. Og da jeg sagde ja, spurgte hun, om vi skulle lege sammen. 'Ja, det skal vi, vi skal lege sammen,'« siger Jeanette Ottesen med en varme, der ikke er til at tage fejl af.
Hun ser frem til det. At kunne lege og være sammen med sin datter uden at tænke på andet end at være i det.
»Jeg glæder mig så meget. Jeg glæder mig til bare at være normal,« siger den tidligere verdensmester, europamester, OL-bronzevinder og nu også tidligere svømmer.
