Hvis du skal sætte ansigt på en ægte OL-fan, så skal du bare søge på Kazunori Takishima.

Japaneren har nemlig set flere konkurrencer ved legene end de fleste. Hele 106 er det blevet til gennem årene.

Verdensrekorden er ifølge Reuters på 128, og den havde Kazunori Takishima udsigt til at slå ved legene i Tokyo, der begynder om få dage.

Han havde således købt billetter til 28 konkurrencer. Men sådan bliver det ikke. Det skyldes selvfølgelig, at OL bliver uden publikum i denne omgang.

45-årige Kazunori Takishima ved legene i 2016. Foto: Reuters.
45-årige Kazunori Takishima ved legene i 2016. Foto: Reuters.
Vis mere

Og det ærgrer naturligvis 45-årige Kazunori Takishima. Det fortæller han til CNN.

»Nu er jeg bare ked af det. Jeg græder hver eneste gang, jeg kigger på mine billetter,« lyder det, inden han fortsætter:

»Jeg vil fortsætte med at dukke op for at støtte atleterne indtil den dag, jeg dør. Så længe jeg er sund nok til at komme, vil jeg se alle konkurrencer ved OL.«

Mediet tilføjer, at OL-fanen havde købt hele 197 billetter til forskellige konkurrencer i Tokyo. Det havde kostet ham omkring 250.000 danske kroner.

De mange billetter var til Kazunori Takishima og nogle venner. Han får selvfølgelig samtlige penge refunderet.

Men han havde selvfølgelig foretrukket at sidde på diverse tribuner rundtomkring i den japanske hovedstad de kommende uger.

»Det tog utrolig meget tid, kræfter og lidenskab, men jeg er så lidenskabelig med OL, at selvom det var meget vanskeligt og udfordrende, nød jeg hele processen med at købe billetterne.«

OL afholdes i Japan fra 23. juli til 8. august.