De første resultater fra obduktionen af den norske OL-guldvinder i langrend Vibeke Skofterud er blevet offentliggjort.

Og de bekræfter politiets teori om, at der efter alt at dømme har været tale om en vandscooter-ulykke.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB ifølge lokalmediet Fædrelandsvennen.

Politiet har, siden Vibeke Skofterud blev fundet død søndag på øen St. Helena nær Arendal, arbejdet ud fra, at der er tale om en ulykke. De valgte hurtigt at gå ud fra, at der ikke var tale om noget kriminelt, mens man så afventede de første detaljer fra obduktionen.

»Der er ikke påvist andre skader på afdøde. I rapporten fremgår det, at afdøde havde skader i hovedet og på overkrop. Den antages, at døden indtraf umiddelbart (da ulykken skete, red.),« fortæller politiadvokat i Agder Politidistrikt Unni Guldberg til Fædrelandsvennen.

Den endelige obduktionsrapport vil være klar om nogle uger, mens Vibeke Skofteruds nærmeste familie har været orienteret om offentliggørelsen af de første svar fra obduktionen.

Vibeke Skofterud i marts 2011. 
Vibeke Skofterud i marts 2011.  Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Vibeke Skofterud var meget aktiv på de sociale medier, og dagen før hun blev fundet død, delte hun billeder og videoer på Instagram så sent som lørdag aften af sig selv og kæresten, Marit Stenshorne.

Da Skofterud ikke var kommet tilbage til parrets feriehytte klokken 01.00 søndag, meldte Marit Stenshorne hende savnet.

»Ting tyder på, at hun har været på vej mod hytten og beklageligvis er kørt galt i mørket,« har politiet tidligere udtalt, skriver NTB.

Vibeke Skofterud var en del af det norske stafethold, der vandt OL-guld i Vancouver 2010 på 4 x 5 kilometer. I samme disciplin vandt hun også to gange VM-guld i henholdsvis 2005 og 2011. Hun blev 38 år.