For præcis et år siden blev sportsverdenen ramt af et stort chok.

OL-guldvinderen Vibeke Skofterud døde i en ulykke blot 38 år gammel, efter hun kørte galt på en vandscooter.

Og netop årsdagen for tragedien har Skofteruds gode ven, Dag Erik Pedersen, brugt til at dele et vigtigt budskab. For både ham og familien er det vigtigt at få sagt.

»Vibeke døde i en helt unødvendig ulykke. Det er et faktum. Skal der være en lærestreg fra hende, bør det være 'gør ikke som mig',« siger Pedersen til VG.

Vibeke Skofterud var på ferie, da hun døde. Hun havde været ude en aften og tog en vandscooter hjem, men noget gik galt undervejs, og hun blev fundet død på øen St. Helena nær Arendal.

Det var kæresten, Marit Stenshorne, der meldte Vibeke Skofterud savnet, da den tidligere skiløber ikke var vendt hjem til parrets feriehytte klokken 01 om natten.

Og netop mørket og det fremmede sted var - formentlig - en del af forklaringen på, hvorfor det gik galt.

»Ting tyder på, at hun har været på vej mod hytten og beklageligvis er kørt galt i mørket,« har politiet tidligere udtalt. Og det er derfor, Dag Erik Pedersen nu opfordrer alle til at tænke sig om en ekstra gang, inden de skal køre.

»Det gælder både på vandet og landevejen. Lad være med at køre i mørket, kør ikke for hurtigt og lad være med at køre steder, hvor du ikke kan vejen. Og jeg er sikker på, Vibeke selv også ville sætte pris på, det bliver sagt,« siger han.

Vibeke Skofterud var i mange år blandt verdens bedste langrendsløbere, inden hun indstillede sin karriere i 2015 på grund af skader og sygdom.

Hun vandt en guldmedalje i langrendsløb ved vinter-OL i Vancouver i 2010. Ud over en guldmedalje til OL vandt hun verdensmesterskabet i stafet i 2005 og 2011.

Skofterud arbejdede efter sit karrierestop som tv-ekspert under OL.