Hvis du har en flybillet til første klasse, beholder du den så ikke selv?
I de fleste tilfælde er svaret højst sandsynligt ja, men ikke hvis du hedder Harry Garside og lige har vundet en medalje ved OL i Tokyo.
Den 24-årige australier gav nemlig sin eksklusive billet til sin boksetræner, Kevin Smith. Det skriver News.
Den flotte gestus sker kort tid efter, at flere af Australiens olympiske atleter er blevet beskyldt for at have opført sig dårligt på vej hjem fra Tokyo. Eksempelvis havde fodboldholdet fået for meget alkohol ombord på flyet.

Harry Garside sikrede Australien en OL-medalje, da han vandt bronze i boksning.
Men selvom Kevin Smith fik en af de bedste pladser i flyet, så husker han ikke ret meget fra turen hjem fra Japans hovedstad.
»Jeg husker ikke særlig meget. Det skyldes, at da mit hoved ramte puden, så var jeg ret hurtigt væk,« lød det således med et smil, da han blev spurgt af Harry Garside, hvordan flyveturen var.
OL-bokseren delte et billede på Instagram, hvor han sidder nede bagerst i flyet.
Og han gav sin billet væk, selvom det var første gang i livet, at han havde en billet til førsteklasse.
Ifølge News er bronzemedaljen den første til Australien i boksning siden 1998.



