Cirka 51 millioner danske kroner.
Det var så meget, som Rachel Uchitel ville få sat ind på sin konto, hvis hun holdt affæren med Tiger Woods hemmelig. Men hun så aldrig det fulde beløb - eksempelvis grundet betaling af advokater.
Ifølge den 46-årige amerikaner fik hun 'kun' 13 millioner kroner. Det skriver New York Post.
Og nu er golfstjernens advokater kommet efter hende. Det skyldes, at hun brudt den hemmelighedsaftale på 30 sider, som hun skrev under på i 2009.

Aftalen gik ud på, at den tidligere elskerinde ikke måtte tale om Woods' seksuelle præferencer, fysiske tilstand, livsstil og meget andet med nogen – lige fra familiemedlemmer til journalister.
Men Rachel Uchitel valgte at tale om affæren med Tiger Woods, efter HBO ønskede at have hende med i dokumentaren 'Tiger' i 2019. Derfor vil golfspillerens advokater have cirka 32 millioner kroner tilbage.
Ifølge New York Post har Rachel Uchitel fortalt, at affæren for mere end 10 år siden stadig påvirker hendes økonomi, karriere, mentale helbred og kærlighedsliv.
Advokaterne gav hende ligeledes mundkurv på i forhold til at tale om den 30 siders lange hemmelighedsaftale.

Skandalen omkring Tiger Woods' utroskab begyndte at rulle i 2009, efter golfstjernen havde kørt galt nær sit hjem i den østlige del af USA. Det kostede eksempelvis ægteskabet med svenske Elin Nordegren, som er mor til verdensstjernens to børn.
Golfstjernens advokater har hverken be- eller afkræftet udtalelserne fra Rachel Uchitel. Tiger Woods har heller ikke kommenteret på situationen.


