Carlos Arthur Nuzman, der i to årtier stod i spidsen for den brasilianske olympiske komité, skal 30 år og 11 måneder i fængsel.

Det stod klart torsdag, skriver ESPN, efter han blev dømt skyldig for korruption, hvidvask og skatteunddragelse af dommer Marcelo Breta. Angiveligt sørgede Nuzman for, at OL kom til Rio i 2016 ved at købe stemmer.

79-årige Nuzman slipper dog for fængsel. For nu. Først skal hans appel høres, inden han potentielt skal bruge resten af sit liv i fængsel.

Nuzman var ikke den eneste, der blev dømt i forbindelse med sagen. Den tidligere guvernør i Rio Sergio Cabral samt de to forretningsfolk Arthur Soares og Leonardo Gryner blev ligeledes kendt skyldige.

Foto: BRUNO KELLY
Vis mere

Alle fire - Nuzman inkluderet - skulle have koordineret bestikkelsen ved at købe stemmer af Lamine Diack, tidligere præsident for det internationale atletikforbund, og dennes søn.

Cabral har tidligere fortalt retten, at han betalte op imod to millioner dollar - 13 millioner kroner - for i stedet at modtage seks stemmer på Rios værtskab for både OL og de paraolympiske lege. Pengene stammede fra en gæld, som Soares skyldte ham, forklarede han.

Senere betalte han yderligere 500.000 dollar - 3.3 millioner kroner - til Diacks søn, Papa, for at sikre yderligere tre stemmer fra IOC-medlemmer.

Cabral har været fængslet siden 2016 og kan se frem til yderligere retssager i forbindelse med sin rolle i korruptionen.

Bestikkelsen skulle have fundet sted få dage inden den olympiske kongres i 2009, der blev afholdt i København.

Det var her, at Rio fik værtskabet foran byer som Tokyo, Chicago og Madrid.