Det danske banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb er i OL-finalen efter voldsom dramatik.

På den sidste omgang styrtede danske Frederik Rodenberg ind i en brite, og det skabte længe tvivl om, hvorvidt Danmark var diskvalificeret eller ej. Sådan endte det – heldigvis – ikke, men dramatikken ser alligevel ud til at fortsætte.

For allerede inden semifinalen mod Storbritannien havde briterne indgivet en protest mod danskernes køredragt og det sportstape, som alle fire ryttere bar på begge skinneben under mandagens kvalifikation.

Det skulle nemlig give danskerne en fordel.

Det er dette brug af sportstape – på begge ben – der har fået flere til at undre sig.
Det er dette brug af sportstape – på begge ben – der har fået flere til at undre sig.
Vis mere

Ifølge danskerne har de ikke kunnet få svar endeligt svar fra Den Internationale Cykelunion (UCI) omkring brugen af dragten, og de havde derfor valgt at skifte til den gamle – og langsommere – dragt, da tirsdagens semifinale skulle køres, ligesom tapen var væk efter samråd med UCI.

Men det ændrer ikke på, at Storbritannien fortsat kræver danskerne diskvalificeret for at gøre brug af en dragt og en tape, der ikke er lovlig. Det skriver Daily Mail.

»Synes jeg, at de skal diskvalificeres? Jeg synes ikke, der er andre muligheder. Reglerne er klare. De siger, at du ikke kan påføre noget på huden, og det gjorde de,« siger briternes performance-direktør, Stephen Park, til mediet.

Han er heller ikke i tvivl om, at danskerne har gjort det bevidst. Park siger samtidig, at han ikke vil udelukke yderligere protester, selvom Danmark i første omgang fik lov til at køre videre og tirsdag kvalificerede sig til finalen.

»Vi bliver nødt til at overveje, om der er yderligere foranstaltninger, vi skal tage.«

Det var blandt andre den tidligere OL-guldvinder i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb, Chris Boardman, der mandag undrede sig over, at alle de danske ryttere under kvalifikationen bar tape på begge skinneben.

'Alle ryttere med den samme skade på begge ben har brug for 'medical tape' (sportstape, red.) på forsiden af begge ben, hvilket tilfældigvis er præcist dér, hvor det vil være en aerodynamisk fordel.'

Danmarks OL-finale mod Italien køres onsdag klokken 11.06.