Det var slut, nærmest før det begyndte.

Det 46-årige ikon Rune Glifberg nåede ikke den finale, han havde håbet på, da han natten til torsdag deltog i skateboard-disciplinen park ved OL i Tokyo.

Rune Glifberg styrtede i alle sine tre gennemløb og kom dermed ikke i nærheden en score, der kunne sikre ham en af de otte pladser i finalen.

I parkdisciplinen dyster skaterne på en udhulet bane, en såkaldt bowl, med avancerede kurver og stejle sider på mellem 1,5 og 3 meter. På 45 sekunder gælder det om at lave tricks og samle op mod 100 point.

Rune Glifberg var med sine 46 år på bagen den ældste på startlisten ved OL i Tokyo. Kim Price/Ritzau Scanpix
Rune Glifberg var med sine 46 år på bagen den ældste på startlisten ved OL i Tokyo. Kim Price/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter flere dages spænding var Rune Glifberg tydeligt begejstret, da han blev præsenteret forud for konkurrencen, og da han som første mand på brættet kørte ned i bowlen, satsede han stort i det første gennemløb.

Nervøsiteten så dog ud til at spille ham et puds. Allerede anden gang han var oppe at flyve, gik det galt.

Glifberg missede sit trick og styrtede, hvilket var tilfældet for flere andre skatere i første gennemløb. Derfor måtte Glifberg nøjes med 6,24 ud af maksimalt 100 point.

I andet gennemløb gik det bedre for det danske ikon. Han nåede igennem flere af de ting, han havde forberedt, men styrtede igen. Andet gennemløb rakte til 37,61 point.

Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

I tredje gennemløb gik det igen hurtigt galt, og det, Glifberg nåede at levere, var blot nok til 6,11 point.

Dermed var hans andet gennemløb det bedste, og det var derfor det, der skulle bestemme, om han kom i finalen. Men de 37,61 point, han opnåede der, var ikke i nærheden af at være nok.

46-årige Rune Glifberg skrev sig dog ind i historiebøgerne blot ved at stille op. Han var således den ældste debutant ved OL i Tokyo.

Det er første gang, skateboarding er på OL-programmet, og Rune Glifberg erklærede tidligt, at han ville med. Da det lykkedes, meldte han ud, at han satsede på at nå finalen - så godt gik det dog ikke.

Det danske skateboard-ikon har vundet medaljer siden begyndelsen af 1990'erne og har blandt andet kæmpet med legenden Tony Hawk.

I løbet af karrieren har han vundet de prestigefyldte X Games to gange. Det skete i 2008 og 2009, hvor karrieren og niveauet nåede sit højeste.

/ritzau/