Er man aktiv på Instagram, spørger folk om alt mellem himmel og jord. Uden de store begrænsninger.

Det har det danske OL-håb i dressur Cathrine Dufour måttet sande.

Sammen med veninden Rasmine Laudrup har hun for nylig startet et mere dedikeret samarbejde, og det betyder, at de to bruger meget tid sammen.

Begge er de meget flittige til at dele ud af deres oplevelser og dagligdag på Instagram, men det har betydet, at Cathrine Dufour i sin indbakke har et spørgsmål, der florerer oftere end andre: 'Er du og Rasmine Laudrup blevet kærester?'

Cathrine Dufour er til piger, og Rasmine Laudrup er for nylig blevet single, så på en måde ved Cathrine Dufour godt, hvorfor spørgsmålet kommer.

»Når man er gået fra sin kæreste, så er det nok bare meget naturligt for mange at tro, at når man er veninder med en, så er man det samme. Så det er jo bare en del af det, når jeg deler ud af mit liv på Instagram. Det er en bagside af medaljen, men jeg ser ikke noget negativt i det,« fortæller hun til B.T.

Men folk bliver åbenbart ved med at tro, at I er et par?

»Ja, men det er jo lidt det, at når man først har været kæreste med en pige, så er det svært bare at være venner-agtig.«

Og hun har altid været kærester med fyre...

»Præcis. Så vi har bare haft det lidt sjovt med det,« siger Cathrine Dufour.

Rasmine Laudrup, der er springrytter, har for nylig lejet et staldafsnit i Cathrine Dufours stald i Roskilde, hvor de har teamet op som partnere på nogle heste sammen.

Cathrine Dufour spår, at veninden går en stor fremtid i møde inden for sin gren af ridesporten.

Cathrine Dufour på hesten Cassidy ved OL i Rio 2016.
Cathrine Dufour på hesten Cassidy ved OL i Rio 2016. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

»Jeg tror virkelig meget på hendes talent. Hun springer vanvittigt godt, og hun har virkelig manglet at have nogle gode heste, som hun kunne komme frem i verden på. Vi prøver at opkøbe nogle unge stjerner, lidt ligesom jeg selv har gjort, så hun kan uddanne på dem stille og roligt,« siger Cathrine Dufour, da hun onsdag var til stort OL-pressemøde i Experimentarium.

Og så kunne det være, at det var Rasmine Laudrups tur, når OL rammer Paris i 2024.

»Det ville da være sjovt at se hende komme til OL i 2024. Jeg tror mega meget på hendes talent, så det handler om at finde den rigtige hest til hende og få lagt noget erfaring i hende. Jeg har allerede meget erfaring fra internationalt topplan, hvor hun har gjort sig rigtig meget med de yngre talenter (heste, red.), har uddannet og solgt dem, hvor jeg håber, hun kan lokkes til at holde på nogle af dem, der er rigtig gode, så hun kan promovere sig selv på det her niveau,« siger Cathrine Dufour om veninden, der er Brian Laudrups datter.

Rasmine Laudrup er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.