Kynikerne siger, at man ikke vinder sølv – man taber guld.
Den fornemmelse vil de danske håndboldherrer også have efter nederlaget på 23-25 til Frankrig i OL-finalen.
For selvom det endte i en sand gyserafslutning, så var danskerne på hælene i hele kampen.
Og det skyldtes simpelthen, at for få spillere ramte deres vanlige niveau.
Alt for meget lå på skuldrene af de to store – Mikkel Hansen og Niklas Landin.
I angrebet var Hansen en enmandshær i store perioder, og selvom superstjernen ikke havde den allerbedste kamp, så tog han et kæmpe ansvar og gjorde, hvad han kunne. Og i målet leverede anfører Niklas Landin (endnu) en magisk præstation, som mindede os alle sammen om, hvorfor han er kåret til verdens bedste.
Problemet var bare, at der var alt for få af de andre danskere – bortset fra Mathias Gidsel – som bød ind. Som kollektiv var Danmark ganske enkelt ikke i guldform denne lørdag.
Og jeg tror især, at de mange tekniske fejl vil få danskerne til at rive sig i håret af frustrationer. Nikolaj Jacobsens tropper plejer ellers at være kendt for at lave meget få fejl, men på den front var landsholdet helt ved siden af sig selv i størstedelen af opgøret.
Jeg ved ikke, om det var nerver. Men jeg konstaterer i hvert fald, at flere af de danske spillere så meget nervøse ud på halgulvet i Yoyogi National Stadium. Og det var over næsten hele linjen. Alt fra yngre og relativt urutinerede spillere som Jakob Holm og Lasse Andersson – til erfarne Lasse Svan Hansen.
Den nervøsitet forstår jeg slet ikke. Det virker mærkværdigt, når hele holdet har været med til at vinde VM-guld for et halvt år siden. Men det er måske en påmindelse om, hvor stort OL er.
Det var først for alvor, da håndbremsen blev sluppet i anden halvleg ved stillingen 12-18, at fejlene forsvandt. Der havde franskmændene bare fået for meget momentum og for stort et forspring.
I skuffelsen over sølvet skal vi dog huske at give kredit til Frankrig. For rutinerede Nikola Karabatic & co. rullede al deres klasse ud og formåede at afvikle kampen fuldstændig på franske præmisser. I de første 45 minutter var det en tæt på perfekt præstation – det hører altså med til forklaringen.
Det franske angreb spillede klogt og tålmodigt og ventede til de rigtige åbninger. Og så måtte selv en velspillende Niklas Landin give fortabt i det danske mål.
I den anden ende fik Frankrig held med at gøre det til en slåskamp mellem deres forsvar og det danske angreb. Og det var en kamp, som danskerne var dømt til at tabe. For franskmændene har over en bred kam større fysik end de danske spillere. Alligevel løb danskerne igen og igen ind til håndmadder og spilstop.
Det dræbte fuldstændig tempoet i den danske offensiv, og så blev det for svært at komme til scoringer. Særligt i første halvleg, hvor det franske forspring blev etableret.
Mange ting blev bedre mod kampens afslutning for Danmark, men den sidste og afgørende kvalitet manglede på dagen, hvis det sensationelle comeback skulle være blevet en realitet.
Derfor endte det med et sæt sølvmedaljer, som trods alt også er et flot resultat. Men med de her håndboldherrer er der altid lidt en bismag, når det ikke bliver til guld i en finale. Sådan er det, når de har leveret så mange flotte resultater i de seneste ti år.
