Det officielle USA overvejer ifølge præsident Joe Biden at blive væk fra næste års vinter-OL i Beijing.

USA pønser på en diplomatisk boykot af næste års vinter-OL i Beijing.

Det siger præsident Joe Biden til en flok fremmødte journalister i forbindelse med sit møde med Canadas premierminister, Justin Trudeau, ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

En diplomatisk boykot vil betyde, at repræsentanter fra det officielle USA undlader at rejse til åbningsceremonien i Kina. Intet tyder dog på, de amerikanske atleter skal blive hjemme fra vinterlegene.

»Det er noget vi overvejer,« siger Biden.

Deltagerlande har ofte repræsentanter fra deres regeringer til stede ved olympiske ceremonier.

Men aktivister og medlemmer af Kongressen fra både Demokraterne og Republikanerne har opfordret Bidens regering til at gøre en undtagelse som en protest mod kinesiske overtrædelser af menneskerettigheder.

USA har blandt andet betegnet det kinesiske styres behandling af uighurer og andre muslimske mindretal i den nordvestlige provins Xinjiang som folkedrab.

Det benægter Kina.

Jen Psaki, der er talsperson for Det Hvide Hus, gentager torsdag amerikanernes bekymring.

»Der er områder, vi er bekymrede for: overtrædelser af menneskerettigheder,« siger hun ifølge Reuters.

»Vi har nogle alvorlige bekymringer.«

Natten til tirsdag dansk tid holdt Biden et virtuelt topmøde med den kinesiske præsident, Xi Jinping.

En anonym kilde i Biden-administrationen sagde efterfølgende, at Biden på mødet kom ind på menneskerettighedskrænkelser i Kina og masseundertrykkelser af uighurerne.

Vinter-OL afholdes fra 4. til 20. februar.

/ritzau/