Han tog hænderne op over hovedet og kunne knap tro det.

Hurtigt pressede tårerne sig da også på hos Viktor Axelsen, der mandag havde svært ved reelt at forstå, det han lige havde præsteret.

»Jeg havde så meget fokus på at spille hver duel, som var det den sidste. Da det går op for mig, at jeg har vundet, kan jeg slet ikke være i mig selv af glæde. Det hårde arbejde kulminerer bare,« fortæller Viktor Axelsen.

Den første person han gik hen til var sin træner Kenneth Jonassen.

Viktor Axelsen vinder guld mod Chen Long i badminton finale til OL i Tokyo og jubler med sin træner Kenneth Jonassen, mandag den 2 august 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Viktor Axelsen vinder guld mod Chen Long i badminton finale til OL i Tokyo og jubler med sin træner Kenneth Jonassen, mandag den 2 august 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Et rørende øjeblik, tv-kameraerne selvsagt fangede, og som den danske stjerne nu sætter nogle ord på.

»Det er fedt. Vi har været igennem mange forberedelser op til store mesterskaber,« siger Viktor Axelsen.

Men inden han fortæller mere om sekunderne efter sejren, er der flere, han gerne vil hylde og ikke mindst fremhæve. Mentaltræneren B.S. Christiansen, den fysiske træner Sean Casey. Mennesker, der i høj grad har været med til til at sikre OL-guldet.

»Der er mange mennesker. Hele min indercirkel, der er med til at gøre mig til den, jeg er både inden og uden for banen. Det er også dem, jeg græder glædestårer med,« fortæller badmintonstjernen.

Viktor Axelsen vinder guld mod Chen Long i badminton finale til OL i Tokyo og jubler med sin træner Kenneth Jonassen, mandag den 2 august 2021
Viktor Axelsen vinder guld mod Chen Long i badminton finale til OL i Tokyo og jubler med sin træner Kenneth Jonassen, mandag den 2 august 2021 Liselotte Sabroe

Og glædestårer var netop det, der kom ud, da han i sekunderne efter sejren styrede direkte ud mod Kenneth Jonassen på sidelinjen, imens kameraerne rullede.,

»Jeg kommer bare ud til ham og er allerede godt berørt, som man tydeligvis kan se,« fortæller Viktor Axelsen med et smil.

»Jeg siger: ‘det her, det bliver ikke større, det bliver ikke større’. Så siger han ‘nej, det gør det ikke’, og så tror jeg bare, vi var glade sammen. Ord var fuldstændig overflødige. Det her er jo en kæmpe trænerdrøm for Kenneth, og det er jo en kæmpe drøm for mig. Det bliver ikke større, det gør det bare ikke,« siger den danske stjerne.

At det er stort, er der ikke nogen tvivl om. Faktisk er det så stort, at han dagen derpå og efter blot tre timers søvn stadig har svært ved at forstå sin nye titel. OL-guldvinder.

»Det er dybt surrealistisk. Jeg har selvfølgelig turdet drømme om det. Men OL er så svært at vinde. Det kræver, at sol, måne og stjerner står rigtigt. Det har det gjort for mig. Jeg har taget chancen og spillet rigtigt, og det er jeg virkelig stolt over,« siger Viktor Axelsen.