Viktor Axelsen er i finalen ved All England efter sejr på 22-20, 13-21, 21-9 over kinesiske Shi Yuqi, der ligger nummer to på verdensranglisten og er forsvarende All England-mester.

Den danske badminton-stjerne er dermed klar til sin første All England-finale nogensinde søndag, hvor han også kan blive den første dansker i 20 år til at vinde den legendariske turnering i herresingle. Det var nemlig tilbage i 1999, at Peter Gade vandt sin finale over Taufik Hidayat fra Indonesien.

Denne gang er det en japaner, der står i vejen for mulig dansk sejr. For i finalen møder Viktor Axelsen førsteseedede Kento Momota.

»Det er virkelig dejligt. Jeg er lidt rundt på gulvet lige nu. Jeg er bare lykkelig og stadig lidt omtumlet, som man er, når man komer ud fra en vigtig kamp,« siger Viktor Axelsen til TV 2 Sport.

Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Viktor Axelsen kæmpede hårdt for at vinde første sæt, men han var mod slutningen af sættet hele tiden lige lidt foran sin kinesiske modstander. Det endte dog helt tæt, og ved stillingen 20-20 trak Axelsen fra og vandt to bolde i træk.

I andet sæt havde danskeren dog noget større problemer. Og midtvejs i sættet lignede Axelsen en mand, der sparede kræfterne til det sidste og afgørende tredje sæt. Her løb Shi Yuqi med sættet med cifrene 13-21.

Viktor Axelsen var dog helt klar i det sidste sæt, og her var danskeren overlegen. Han slog den forsvarende All England-mester 21-9 og spillede sublimt.

Nu gælder det så finalen i den turnering, hvor Viktor Axelsen blandt andet har slået landsmanden Jan Ø. Jørgensen på vejen mod finalen. Og det er mod japanske Kento Momota, som Axelsen ikke har den bedste historik imod.

Foto: WILL OLIVER
Vis mere

»Det bliver ikke meget større. Jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg har ikke ligefrem været tæt på mod Momota tidligere, men jeg håber, at jeg kan presse ham. Jeg skal tro på, at jeg kan slå ham, siger Axelsen om udsigterne i finalen.

Viktor Axelsen skal forsøge at gøre Peter Gade kunsten efter, når det søndag går løs i finalen. Det gælder 20 års dansk titeltørke i herresinglen ved All England.

Jan Ø. Jørgensen havde senest chancen for at ændre på det, da han i 2015 var i finalen mod Chen Long. Det endte dog med dansk nederlag i tre sæt.

Danmark har dog en god historik i All England. 20 gange har en dansker vundet i herresingle.