Han kommer tilbage.

Endnu en skade tvinger nu den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen til at melde afbud til verdensmesterskaberne.

Men der er ingen bekymring for, at Axelsen ikke vender tilbage til verdenseliten, når man spørger Badminton Danmark.

Han har nemlig vist, at han er i stand til at levere et comeback, siger Jens Meibom, elite- og sportschef i Badminton Danmark, til B.T Sport.

Foto: WANG ZHAO
Vis mere

Afbuddet til VM er kulminationen på en sæson, som bestemt ikke er gået danskerens vej. For næsten hele Axelsens 19/20-sæson har været præget af skader.

I starten af året blev han ramt af en fodskade, men han formåede at levere et flot comeback og kæmpede sig helt frem til finalen i All England.

Derefter var det slemme astmaproblemer, som holdt Axelsen ude. Og nu er det altså en diskusprotrusion i lænden, som er et forstadie til en diskusprolaps – som holder den 25-årige badmintonstjerne hjemme fra VM.

»Det er ikke let at trække sig, men det her har en karakter, hvor vi er enige om, at det giver ikke mening. Det er hverken ansvarligt eller konkurrencedygtigt til VM,« siger Jens Maibom.

Axelsen er nu i trygge hænder hos Team Danmarks læger og medicinske stab, som ifølge Maibom er meget erfarne. Men hvor lang tid der går, før Axelsen er tilbage på banen, kan man ikke sige på nuværende tidspunkt.

»Det går fremad stille og roligt. Smerterne er stille og roligt reduceret, men det er en pause, der kræver tid, og som kræver, at han ikke overbelaster. Så derfor er det umuligt at spå om,« siger Maibom.

Selvom processen går langsomt, hersker der altså ingen tvivl om, at Axelsen nok skal kæmpe sig tilbage blandt verdenseliten.

»Han har prøvet at være ude og komme tilbage. Det han har vist efter sin skade i foden – det skal han nok håndtere helt fint,« siger Jens Maibom.

Victor Axelsen i et sejrsbrøl, da han gik videre i Japan Open. 
Victor Axelsen i et sejrsbrøl, da han gik videre i Japan Open.  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er dog uundgåeligt, at skaderne tærer på humøret hos danskeren. Men når elite- og sportschefen snakker med Viktor Axelsen, er han alligevel fortrøstningsfuld.

»Det er ikke fedt. Det påvirker alle atleter. Det, man allerhelst vil, det kan man ikke få lov til,« siger Jens Maibom og fortsætter:

»Jeg oplever alligevel hans humør som okay, men der kommer sikkert perioder, hvor han synes, at det er sur røv, og bliver irriteret over at se de andre spille i fjernsynet. Det skal han jo blive,« siger han.

Det er altså et dansk landshold, som uden Viktor Axelsen stiller med tre stærke herresingler til VM, nemlig Anders Antonsen, Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Solberg Vittinghus, hvoraf den sidstnævnte har fået en plads i turneringen på grund af et afbud.

»Det er klart, at Anders har vist et niveau, som gør, at han kan nå langt. Jan og Hans-Kristian kan også, tror jeg, drille nogle af de gode spillere. Det har de niveau til,« siger Maibom.

Men elite- og sportschefen lægger altså ikke skjul på, at en Viktor Axelsen i topform var Danmarks største medalje-potentiale ved de kommende verdensmesterskaber.

»Det er klart, at det er et slag for vores målsætning, at Viktor ikke kan deltage,« siger Jens Maibom.

VM i badminton afvikles den 19.-25. august i Basel, Schweiz.