Verdensmester, olympisk rekordindehaver og nu også pizzabud.

30-årige Elise Christie kunne i 2017 kalde sig verdens bedste kvindelige speedskater, og hun har deltaget to gange ved vinter-OL. Men for at kunne fortsætte de fantastiske præstationer på isen kræver det, at hun tager flere job ved siden af.

Storbritannien valgte nemlig at skære voldsomt ned på deres vinteratleters budget frem mod vinter-OL i Beijing i 2022.

Godt 70 millioner kroner er blevet skåret af deres budget, og derfor har Elise Christie fundet et job som pizzabud for kæden Pizza Hut for at kunne finansiere omkostningerne til det kommende vinter-OL, skriver det engelske medie The Sun.

'Fra atlet om dagen til pizzabud om aftenen,' skrev hun for nylig på et opslag på sin Instagram-profil.

'Det mest overraskende er, at jeg elsker mit job med hele pizzaholdet. Jeg er så velsignet over at være omkring et så fantastisk hold. Jeg har fundet en ny familie,' lød det fra et nye pizzabud i et andet opslag.

Elise Christie har bevaret den positive indstilling til den alternative karriere til trods for, at hun har oplevet lidt af hvert i karrieren.

Hun modtog dødstrusler efter et styrt i medaljeracet ved legene i Sochi i 2014, og ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018 måtte hun igennem endnu et mareridt.

Speedskateren Elise Christie i sit rette element.
Speedskateren Elise Christie i sit rette element. ARIS MESSINIS

I kvartfinalen havde speedskateren slået ny olympisk rekord på 500-meterdistancen, men i finalen styrtede hun og gjorde det igen på 1500-meterdistancen, hvorefter hun blev indlagt på hospitalet med en ankelskade.

Men trods al modgangen har den tidligere verdensmester bevaret optimismen og er klar på at kæmpe med om OL-guldet i Beijing.

»Alting går på at vinde en medalje i Beijing. Jeg tager et skridt ad gangen og arbejder virkelig hårdt på at minimere mine svagheder fra de sidste lege,« fortalte hun i et interview til BBC.