Den britiske bokser Billy Joe Saunders er havnet i lidt af en skandalesag. Og han er selv skyld i den.

WBO-verdensmesteren i mellemvægt mente, at han og nogle venner skulle have noget sjov på bekostning af en prostitueret. Derfor kørte de op til hende i Saunders’ Rolls Royce og rullede vinduet ned.

Og det var her, at Billy Joe Saunders - angiveligt som en joke - tilbød kvinden crack. Det ville hun gerne have, og så hævede den 29-årige brite sit tilbud.

Han tilbød 2000 kroner, hvis kvinden ville tilfredsstille hans ven med hånden.

Seancen sluttede ikke der for Billy Joe Saunders og hans to venner. Han nåede også at bede kvinden om at angribe en forbipasserende mand, som, Billy Joe Sunders påstod, skulle være pædofil. Og det gjorde den prostituerede også.

Det var så her, at Billy Joe Saunders kørte af sted i sin Rolls Royce og muligvis troede, at han efterlod den kvindelige prostituerede med alle problemerne. Men der tog han fejl.

For seancen blev optaget på video af en af vennerne, og den nåede i sidste uge de engelske aviser. Derfor måtte Billy Joe Saunders forsøge at redde lidt af skindet med en undskyldning på Twitter.

»Undskyld til alle, der blev fornærmet. Det var helt forkert, og jeg kan ikke gøre andet end at undskylde. Det var banter (drilleri, red.), der gik galt. Jeg undskylder igen,« skrev Billy Joe Saunders.

Billy Joe Saunders med sit WBO-bælte efter sejren over Artur Akavov i 2016. 
Billy Joe Saunders med sit WBO-bælte efter sejren over Artur Akavov i 2016.  Foto: Peter Cziborra
Vis mere

Men den undskyldning var altså ikke nok for British Boxing Board of Control. Den britiske boksemyndighed har nemlig valgt at idømme Billy Joe Saunders en bøde på 100.000 pund (835.000 kroner, red.) samt en ‘kraftig reprimande’, skriver BBC.

Og den straf får han for at bringe sporten i miskredit.

»Du har et ansvar som bokser, som en højtprofileret sportsmand, at du ikke udnytter folk. Det ved han bedre end nogen anden. Det var meget dårlig dømmekraft fra hans side, og det ligger forhåbentlig bag ham nu,« siger Billy Joe Saunders’ promotor, Frank Warren, til BBC.

Når Billy Joe Saunders ikke kører rundt med sine venner og håner prostituerede, bokser han stadig. Og han har da også en kamp igen 20. oktober, når han skal forsøge at bevare sin status som ubesejret mod Demetrius Andrade.

Billy Joe Saunders (th) med et slag mod Kevin Hammond tilbage i 2011.
Billy Joe Saunders (th) med et slag mod Kevin Hammond tilbage i 2011. Foto: IAN KINGTON
Vis mere