Den engelske boksestjerne Billy Joe Saunders risikerer et års karantæne, efter han er kommet med kommentarer om, hvordan mænd kan banke kvinder derhjemme under corona-nedlukningen.

Nu kan den udskældte bokser se frem til at skulle stå skoleret for det britiske bokseforbund BBBC.

»Efter at have overvejet de kommentarer, som Billy Joe Saunders kom med på sociale medier (videoen, red.), har vi suspenderet hans bokselicens, indtil der har været en høring,« skrev bokseforbundet mandag i et statement.

Høringen forventes at finde sted i denne uge, og her kan suspenderingen altså ende med at blive konverteret til et års karantæne – det skriver Daily Mail.

Udtalelserne, som har bragt Billy Joe Saunders i problemer, er kommet frem i en video, der i weekenden blev lækket til mediet Daily Mirror.

Her ser man den engelske bokser under en træningssession, hvor han begynder at komme med instrukser, mens han slår løs på en sandsæk.

Her forklarer han blandt andet, hvad man kan gøre, hvis ’din gamle kone brokker sig’.

»Når hun kommer ind, og hun lige skal til at sige noget, så eksploderer du lige pludselig og slår hende på hagen.«

Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

»På dette tidspunkt ser hun stjerner og tænker 'hvad skete der?'. Hun er i skræktilstand.«

»Hun aner ikke, hvad der sker, og lige pludselig går du ned på knæ og gør det færdigt. Det skulle hjælpe på det,« siger Billy Joe Saunders blandt andet i videoen.

Videoen blev lækket til Daily Mirror, og det resulterede i et stormvejr mod Billy Joe Saunders, som hurtigt var ude med en undskyldning.

»Jeg ville aldrig tolerere vold i hjemmet. Hvis jeg så en mand røre en kvinde, ville jeg personligt smadre ham. Jeg undskylder, hvis jeg har fornærmet nogen kvinder,« skrev Billy Joe Saunders på Twitter.

Men den undskyldning har altså ikke været nok for det britiske bokseforbund.

Her har Billy Joe Saunders i øvrigt tidligere prøvet at være i den sorte bog.

Det skete tilbage i 2018, hvor han ydmygede en prostitueret – noget, der også blev optaget på video.

Det endte med at koste Billy Joe Saunders en bøde på cirka en mio. kr.