Det har længe været rygtet, at verdens største MMA-organisation, Ultimate Fighting Championship (UFC), gæster Danmark for første gang med en af deres store kampsportsstævner, der er kendt verden over.

I et eksklusivt interview til BT bekræfter UFC-præsident, Dana White, nu, at det er noget, som MMA-organisationen arbejder på i kulissen.

Hvornår kommer UFC til Danmark?

»Godt spørgsmål. Snart. Vi afholder stævner overalt. Der er kun 42 stævner om året. Vi har allerede lagt kalenderen for dette år med stævner i USA og andre dele af verden,« siger Dana White til BT's udsendte i Liverpool.

Øverst i artiklen kan du se en af Danmarks største MMA-talenter Mads Burnell tabe sin store kamp i Liverpool.

24-årige Mads Burnell regnes af mange som en af de største danske talenter i MMA.
24-årige Mads Burnell regnes af mange som en af de største danske talenter i MMA. Foto: Thomas Dupont
Vis mere

UFC, som i 2016 blev solgt for over 4 milliarder dollars, afholder langt størstedelen af deres stævner i Nordamerika, Brasilien og Storbritannien. De har dog gæstet Sverige og Tyskland fem gange hver, mens Danmark, Norge og Finland er blevet forbigået år efter år.

Dana White beroliger dog det danske kampsportspublikum. Han garanterer, at MMA-organisationen kommer til Danmark i fremtiden, ligesom de til efteråret afholder deres første UFC-stævne i Rusland.

»Vi kommer i sidste ende også til Danmark. Vi kommer rundt alle steder. Vi skal til Moskva dette år. Vi kommer til at være overalt. Vi vil komme til Danmark. Jeg ved bare ikke, hvornår,« siger Dana White uden at afsløre for meget.

Damir Hadzovic er en af to danske fightere, der kæmper i verdens førende MMA-organisation, UFC.
Damir Hadzovic er en af to danske fightere, der kæmper i verdens førende MMA-organisation, UFC. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Der er på nuværende tidspunkt to danske fightere, Damir Hadzovic og Mads Burnell, i UFC. Men de seneste år har ingen af de danske UFC-fightere formået at blande sig i den absolutte top, som den danske MMA-pioner Martin Kampmann formåede at gøre over en årrække.

UFC-præsidenten forklarer dog, at det handler om mere end bare at vente på den næste store danske MMA-stjerne. Til gengæld vil han ikke løfte sløret for, hvad MMA-organisationen helt præcis venter på.

»Nej, vi leder ikke nødvendigvis efter den store stjerne. Men alt handler om timing,« siger Dana White kryptisk.

Mixed Martial Arts (MMA) er en hybrid-sport, hvor man indenfor reglerne må blande forskellige kampstilarter som for eksempel boksning, brydning, karate og brasiliansk jiu-jitsu.

UFC er den største og førende MMA-organisation i sporten, hvor den irske superstjerne Conor McGregor også har hjemme.