Polske Joanna Jedrzejczyk kæmpede natten til søndag mod Weili Zhang fra Kina i en UFC-kamp i Las Vegas.

Og det blev en mindeværdig kamp, hvor Joanna Jedrzejczyk kæmpede alle fem runder, selv om hun fik et ordentligt slag i ansigtet i løbet af tredje runde.

Det kostede en stor hævelse omkring højre øje, men den polske UFC-kæmper var alligevel stor i nederlaget:

»Hun leverede en stærk indsats. Jeg kendte hendes slag. Hævelsen generede mig. Jeg vidste det mere og mere, men alt er fint mellem os. Tillykke til mesteren,« sagde hun efter kampen. Det skriver ESPN.

Og man forstår godt, at hævelsen generede den polske UFC-kæmper. Det flød således med blod fra ansigtet, efter hun blev ramt.

Joanna Jedrzejczyk havde på forhånd lovet en kamp til historiebøgerne. Og det blev det også. Flere UFC-kæmpere har efterfølgende rost kampen til skyerne.

»Wow, det var den bedste kamp i WMMA's historie,«​ skrev UFC-kæmperen Sodiq Yusuff.

»Det må være den bedste kamp, ​​jeg har set. Teknikken, tempoet, sejheden! Wow!«​ var ordene fra Geoff Neal.

Joanna Jedrzejczyk natten til søndag.
Joanna Jedrzejczyk natten til søndag. Foto: Harry How
Vis mere

»Betal dem begge en enorm bonus,« skrev UFC-mesteren Chris Weidman.

To af tre dommere vurderede, at Weili Zhang var bedst. Dermed forsvarede kineseren sit titelbælte. Et bælte, som Joanna Jedrzejczyk tabte i april 2018.

Vejen til sejren har dog ikke været let for Weili Zhang. Hun har ikke kunnet opholde sig i sit hjemland siden begyndelsen af februar. Det skyldes coronavirussen.

Weili Zhang har gang i en imponerende karriere. Hun har vundet 21 ud af 22 kampe.