De dårlige nyheder hagler ned over Andreas Helgstrand i kølvandet på TV 2-dokumentaren 'Operation X – Hestemilliardærens hemmeligheder.'

Udsendelsen afslørede en brutal behandling af heste hos Helgstrand Dressage – ejet af dressurrytteren – hvor heste blandt andet har sår fra piske og sporer.

Det kostede først en udelukkelse fra landsholdet, og nu afliver Dansk Ride Forbund også Helgstrands OL-drømme.

»Der bliver ikke noget OL (i Paris til sommer, red.). Det er helt udelukket,« siger fungerende formand for Dansk Ride Forbund, Jakob Ravnsbo ifølge Ridehesten.

Forbundet oplyser blandt andet, at man har besluttet at udelukke Andreas Helgstrand hele det kommende år – frem til 1. januar 2025. Det skriver Nordjyske.

»Det betyder ikke, at han kommer tilbage på landsholdet 1. januar 2025, men efter den dato kan vi begynde at tale om, han kan komme tilbage og under hvilke omstændigheder,« forklarer Jakob Ravnsbo og affejer et muligt comeback inden da.

Helgstrand oplyser selv til Nordjyske, at han blandt andet er »ærgerlig« over dommen.

Andreas Helgstrand fik lov til at fortsætte i månedsvis på landsholdet, selvom Dansk Ride Forbund var bekendt med nogle af optagelserne fra TV 2s dokumentar.

I den forbindelse har B.T. stillet en række spørgsmål til direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Rodtwitt.

Det kan du læse mere om her.