Troels Bech er lige nu på jordomrejse med familien, og i øjeblikket befinder de sig i Asien, hvor coronavirussen hærger.
»Det er helt sikkert et tema herude, og det kan vi godt mærke,« fortæller Troels Bech, da B.T. fanger ham på en svag telefonforbindelse.
Han befinder sig i skrivende stund på en ø i Cambodja uden regelmæssig strøm sammen med sin familie. De sidste syv måneder har de nemlig været afsted på en jordomrejse, der indtil videre har budt på besøg i både Nord- og Sydamerika, New Zealand og Thailand.
Men efter ankomsten til Asien er den farlige corona-epidemi opstået, og den har nu spredt sig til hele verden. Noget, som den tidligere sportsdirektør i Brøndby selvfølgelig ikke har kunnet undgå at bemærke:

»Vi har kun været i Cambodja i to uger, men på de to uger er der kommet flere mennesker hertil, som er flygtet ud af Kina på grund af virussen.«
Ifølge 53-årige Troels Bech er epidemiens udbredelse noget, man er meget opmærksom på, hvorend man kommer i den asiatiske verdensdel.
»Folk har virkelig respekt for det. Da vi fløj sidste gang for snart to uger siden, gik alle med masker i lufthavnen, og da vi havde brug for et hospitalsbesøg i sidste uge, mente flere lokale indbyggere, at vi burde tage flere timer væk til fastlandet, fordi de havde oplevet tre tilfælde af coronavirus i den nærmeste by,« forklarer han.
Selve udbruddet af den farlige epidemi har betydet, at mange flyafgange til Beijing er blevet aflyst, og selvom Bech og familien ikke skulle have besøgt Kina på deres tur, så udelukker det i sagens natur også eventuelle mellemlandinger.

»Det ender jo med at få betydning for vores rejseplanlægning - også i forhold til at rejse til de omkringliggende lande, hvor der er mange kinesiske turister,« siger Troels Bech.
Som situationen ser ud nu, så er det dog ikke noget, der får Bech og familien til at afbryde deres jordomrejse, men coronavirussen vil nok hele tiden være et tema, så længe de befinder sig i Asien, lyder det fra Troels Bech
»Vi har da snakket om, hvordan vi skal forholde os til eksempelvis det at bo på vandrehjem med mange andre mennesker. Vi vælger dog samtidig at tro på, at så længe Udenrigsministeriet ikke har advaret mod at rejse, så skal vi ikke skabe et større drama.«
Troels Bech har sammen med sin kone, Nille, tre børn. Fra et tidligere ægteskab har han to børn, mens Nille fra et tidligere forhold har tre drenge. Alle ti personer rejste sammen afsted på jordomrejsen sidste forår, og de ved endnu ikke, hvornår rejseeventyret slutter.