Fra sportsdirektør til globetrotter. Det er forvandlingen, Troels Bech lige nu gennemgår.

For fire måneder siden stoppede han i et af landets største fodboldjob, da han opsagde jobbet som øverste sportslige ansvarlige i Brøndby. 1. juli tager han sin kone og familiens otte børn med på en årelang jordomrejse.

»Det er en mulighed for en meget stor familie, som har levet som sammenbragt familie med perioder, hvor nogle har været væk og andre har været sammen – og med en far, som har arbejdet voldsomt meget – til at få et nyt perspektiv på os selv, hinanden og den verden, vi bor i,« fortæller Troels Bech til B.T.

Bech har sammen med sin kone Nille tre børn i alderen seks til 11 år. Fra et tidligere ægteskab har han to børn på 22 og 24 år, mens Nille fra et tidligere forhold har tre drenge på 15, 17 og 19.

De smider nu, hvad de har i hænderne, og rejser med til først USA, Sydamerika og New Zealand og siden stort set hele Sydøstasien.

»Tænk sig en situation, hvor der er otte børn, der alle sammen siger: 'Ja, vi vil gerne med.' Det gælder selvfølgelig de små, der ikke kunne undslå sig, men det gælder også Oscar, der bliver student til sommer og bor sammen med sin kæreste. De siger lejligheden op, og hun tager med på dele af turen.«

»Det gælder også den 22-årige, der siger sit job op eller i hvert fald tager orlov og har sagt sin lejlighed op for at tage med. Og det gælder den 24-årige, der siger sin fine stilling og sin lejlighed op. Det er en helt unik situation.«

»Tænk sig, at man kan få otte mennesker med så forskellige livsvilkår til at enes om at gøre det her sammen. Det i sig selv gør, at det skal være nu. Det kommer aldrig til at ske igen,« siger Bech om den unikke mulighed, det er at tage en hel storfamilie med jorden rundt i et helt år.

Foto: Michael Bager
Vis mere

Da Troels Bech i september sidste år offentliggjorde sit stop i Brøndby, var planen, at han sammen med sin kone ville flytte til Italien og starte en kursusvirksomhed.

Parret satte deres hus i Odense til salg, men undervejs fik de smag for noget andet end endnu et job – bare i et andet land. De fik lyst til at rejse og gennem den rejse mærke, hvad fremtiden skal byde på.

»Min kone sagde: 'Hvis jeg som barn nogensinde var blevet spurgt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik ekstra penge til rådighed, var det sgu ikke at starte med at lave en kursusvirksomhed. Så var det at starte med at rejse.' Den var jeg med på, for det har også altid været en drøm for mig. Så vi besluttede ret hurtigt, at vi ved at tage ud at rejse får lov at se et nyt perspektiv på, hvad vi egentlig er. Og så kan det få lov til at forme, hvad vi i grunden skal lave,« forklarer Troels Bech.

Når han og familien om et år kommer hjem fra jordomrejsen, er det ikke usandsynligt, at det er planerne om et liv i Italien, der igen kommer frem, når rygsækkene pakkes ud.

Men det kan også være en tilbagevenden til fodbolden eller noget helt tredje, der for den tidligere superligatræner bliver resultatet af det kommende års 'dannelsesrejse'.

»Når vi gør det, duer det ikke at rejse ud med en forhåndskonklusion om, hvad det skal blive til. Om at vi bagefter skal lave dét eller dét. Så har vi ikke for alvor åbnet øjnene op for, hvad verden derude rummer. Derfor tillader vi os den luksus at udskyde alle planer om, hvad der skal ske. Det kan godt blive Italien. Det er der mange gode grunde til, det godt kunne blive. Men vi tillader os ikke at have den konklusion, inden vi tager af sted,« siger Bech.

»Det er nysgerrighed, der har drevet mig i mit arbejde, og det er også det, der driver mig her. Det ville skuffe mig meget, hvis jeg kom hjem med helt samme brille, som da jeg tog af sted. Det kan sagtens tænkes, jeg vil prøve at lave noget sammen med fodboldmennesker igen. Men lige nu handler det om at tage skyklapperne af og se det bredere perspektiv,« fortsætter den tidligere træner i klubber som OB, FC Midtjylland, Silkeborg og Esbjerg.

52-årige Bech har siden sit stop som sportsdirektør i Brøndby, hvor han blev efterfulgt af Ebbe Sand, haft rig mulighed for at vende tilbage til fodbolden.

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Der har været spændende jobtilbud fra ind- og udland, men Troels Bech søgte noget andet. I stedet for at rejse ud og arbejde med fodbold vil han bare rejse ud.

»Til sammenligning med det, vi står over for nu, ville det jo bare betyde, at jeg skulle have været ude og haft tilsvarende travlt. Og de andre skulle have oplevet det udenlandske lidt uden mig. Nu giver vi os muligheden for at opleve det sammen. Og se hinanden opleve det.«

»Nu skal det ikke blive alt for rørstrømsk, men forestil dig, hvad det kan gøre for os som familie,« fastslår Bech, der ikke frygter de mulige konsekvenser af at rive et år ud af den hverdags- og jobkalender, han hidtil har skelet til.

»Hvis folk er så bange for at blive glemt, er man nok ikke værd at huske. Så jeg må tage det roligt og sige: 'Hvis der er noget mening i det, jeg har lavet, er det ikke slut, bare fordi jeg har en rygsæk på i et stykke tid',« slutter han.