Røgen har nærmest ikke lagt sig endnu efter det voldsomme slagsmål, der skete i sekunderne efter UFC-kampen mellem Conor McGregor og Khabib Nurmagomedov.

I hvert fald er russiske Khabib uforstående over for det efterspil, slagsmålet har fået.

Her er russerens præmiecheck blevet tilbageholdt, UFC-præsident Dana White truer med at fratage ham titlen, og vennen Zubaira Tukhugov, der tæskede løs på McGregor efter kampen, er blevet fjernet fra sin kommende UFC-kamp.

I et opslag på Khabibs Instagram retter russeren kritik af organisationen bag kampsportsgrenen, der ikke gjorde noget, da McGregor overfaldt russerens bus i New York tidligere på året.

Khabib Nurmagomedov (th) og hans far (midten) mødtes onsdag med den russiske præsident Vladimir Putin.
Khabib Nurmagomedov (th) og hans far (midten) mødtes onsdag med den russiske præsident Vladimir Putin. Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV
Vis mere

'Hvorfor fyrede I ikke nogen, da de angreb en bus og gjorde skade på flere folk? De kunne have dræbt nogen der, hvorfor siger ingen noget til, at mit hjemland, min religion, nation og familie blev tilsvinet?'

'Hvorfor straffer I kun mit hold, når begge hold sloges? Hvis I siger, at jeg startede det, er jeg ikke enig. Jeg færdiggjorde det, han startede,' skriver Khabib Nurmagomedov.

I opslaget truer Khabib yderligere med, at han er klar til at forlade UFC, hvis det udelukkende er ham og hans lejr, der bliver ramt.

Både McGregor og Nurmagomedov er blevet midlertidigt suspenderet fra at kæmpe i Nevada, hvor kampen fandt sted natten til søndag dansk tid.

Russeren vandt kampen og VM-bæltet, hvorefter helvede brød løs i T-Mobile Arena i Las Vegas.

Der måtte politi og sikkerhedsfolk til for at stoppe slagsmålet og eskortere de to lejre ud af arenaen i den amerikanske spilleby.

Nevada Athletic Commission (NAC) er i besiddelse af Khabibs præmiesum, der svarer til cirka 13 millioner kroner.

Mens McGregor led nederlaget i den store UFC-kamp, er Khabib Nurmagomedoc fortsat ubesejret i UFC. Han har således vundet samtlige sine 27 kampe.