Tennisspilleren Nick Kyrgios støtter brandofre i Australien, hver gang han laver et es. Flere følger nu trop.

Store dele af Australien hærges i øjeblikket af voldsomme brande, der har ført til evakueringer og kostet menneskeliv.

Flere af landets sportsstjerner er bekymret for ofrene, som nu kan se frem til økonomisk hjælp til at komme videre.

En af tennissportens mest kontroversielle personligheder, Nick Kyrgios, lovede torsdag at donere 200 australske dollar (930 kroner), hver gang han laver et servees.

- Jeg starter støtten til dem, der er berørt af brandene. For hvert es, jeg laver denne sommer, donerer jeg 200 dollar, fortæller Kyrgios på Twitter.

Mens det er vinter i Danmark, så er det i øjeblikket sommer i Australien.

Kort efter valgte en anden australsk tennisspiller at følge trop. Alex de Minaur, der ligesom Kyrgios i øjeblikket deltager i ATP Cup i hjemlandet, hævede dog sin donation per es.

- Jeg kan godt lide det her, så jeg giver 250 dollar per es, da jeg ikke regner med, at jeg laver lige så mange esser som dig, kammerat, lyder det fra Alex de Minaur på Twitter.

Også Samantha Stosur på kvindesiden vil donere 200 australske dollar per es, mens ATP Cup også er klar med penge.

Turneringsdirektør Tom Larner oplyser, at der vil blive doneret 100 australske dollar, hver gang en spiller laver et es under ATP Cup, der spilles fra 3. til 12. januar med 24 deltagende nationer.

De australske cricketstjerner Chris Lynn, Glenn Maxwell og D'Arcy Short har også annonceret donationer, når de har succes på cricketbanen.

/ritzau/