NFL-veteranen DeSean Jackson kom i den forgangne uge i massiv modvind, da han lagde et antisemitisk citat op på Instagram. Nu får han en hjælpende hånd fra en rival.

Den 33-årige Philadelphia Eagles-spiller har skabt overskrifter i USA med sit opslag, der hurtigt blev taget ned, efter det gik viralt på rekordtid.

DeSean Jackson tilskrev Adolf Hitler citatet, men det stammer i virkeligheden fra den kontroversielle leder af gruppen Nation of Islam, Louis Farrakhan, der ofte har talt varmt om Hitler.

Opslaget skabte stor debat, men det delte også vandene blandt nogle af de største amerikanske stjerner.

Mens de fleste tog afstand, var der enkelte, der bakkede Jackson op. Blandt andre den tidligere NBA-stjerne Stephen Jackson, der dog hurtigt kunne fornemme, at han måtte trække sine udtalelser tilbage. Hvilket han gjorde kort tid efter.

Der er dog også andre, der gerne vil bygge bro og tage snakken med Eagles-spilleren.

En af dem er New England Patriots-stjernen Julian Edelman, der selv er af jødisk ophav. I en video, han har delt på Instagram, og som er blevet set over en million gange, inviterer han Jackson med på holocaust-museet i Washington D.C. Siger han ja tak til det, vil Edelman gerne med Jackson på nationalmuseet for afroamerikansk historie i en kulturel udveksling.

»Jeg vil ikke tage opmærksomheden væk fra Black Lives Matter-bevægelsen. Jeg tror, at både det sorte og det jødiske samfund har mange ligheder,« begrunder Edelman sit forslag med i videoen og fortsætter:

»Jeg ved, DeSean sagde nogle grimme ting, men jeg ser en mulighed for at have en samtale omkring det,« lyder det fra Edelman.

DeSean Jackson har allerede taget imod lignende invitationer. Blandt andet i form af en samtale med 94-årige Edward Mosberg, der overlevede holocaust.

Dog er han ikke sluppet for straf. Philadelphia Eagles-stjernen er blevet idømt en bøde af sit hold og har fået en advarsel. Hvor stor bøden er, vil man dog ikke ud med.