Patrick Nielsen kom for sent og missede vægtkravet til MMA-braget mod Mark O. Madsen lørdag..

Ved fredagens indvejning kom bokseren dalrende en god håndfuld minutter efter, at Mark O. Madsen havde vejet sig ind til 75,3 kg - 200 gram under vægtkravet.

Patrick Nielsen kom ind og lignede ikke en mand med samme overskud som Mark O. Madsen. Dækket af et håndklæde gik han på vægten, der afslørede skuffelsen.

75,9 kg.

Efter indvejningen var Patrick Nielsen hurtig til at indtage væske, og dermed stod det klart, at han ikke ville forsøge at smide de sidste 400 gram inden for to timer, hvilket han ellers havde lov til. Nisse Sauerland, der er i Patrick Nielsens lejr til kampen, bekræftede det samme.

»Han har presset sig selv nok. Han kommer ikke til at presse sig selv mere, for så ville han ikke være i nogen god tilstand,« sagde Nisse Sauerland til TV3 Sport.

Ifølge B.T.s oplysninger koster det Patrick Nielsen 200.000 kroner af sit kamphonorar for at misse vægten. Læs mere om det her.

»Jeg havde regnet med det. Men jeg har sagt hele tiden, at jeg tager kampen uanset hvad,« lød det kortfattet fra Mark O. Madsen, der altså ikke sår tvivl om morgendagens store brag.