Allerede dagen inden Mark O. Madsen og Patrick Nielsen træder op i ringen i KB Hallen, er der store summer på spil.

B.T. erfarer nemlig, at begge kæmpere kan se frem til lidt af en økonomisk lussing, hvis de ikke klarer vægtkravet.

Det danske MMA-brag, der er døbt 'Ingen udvej', skal kæmpes i klassen 75,5 kg, og klarer man ikke den, vil der ifølge B.T.s oplysninger blive fratrukket 200.000 kroner i kamphonoraret.

Endnu værre ser det ud, hvis man misser vægten med 1 kg. I det tilfælde vil der nemlig blive fratrukket hele 500.000 kroner.

Patrick Nielsen skal kæmpe sin første MMA-kamp, når han den 8. juni møder Mark O. Madsen i KB Hallen.
Patrick Nielsen skal kæmpe sin første MMA-kamp, når han den 8. juni møder Mark O. Madsen i KB Hallen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Mark O. Madsen selv bekræfter, at der er grund til at have helt styr på vægten, uden at han dog vil komme nærmere ind på det. I stedet sender han en stikpille afsted til sin modstander.

»Jeg kan bekræfte, at det bliver ualmindeligt dyrt ikke at ramme vægten, men jeg har over 3000 brydekampe bag mig, og jeg har aldrig misset vægten,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Jeg prøver altid at være bedst muligt forberedt, og jeg føler mig virkelig godt kørende op til kampen. Jeg er meget spændt på, om Hr Nielsen har fået styr på bodegadunken og gemt kagerne væk til indvejningen fredag.«

Som altid har begge kæmpere to timer til at komme ned i vægt, hvis de misser vægten første gang.

B.T. har tidligere kunnet afsløre, hvordan der også er en yderst lukrativ bonus skrevet ind i de to stjerners kontrakter, der handler om, hvor længe kampen varer.  Det kan du læse mere om her.

Bokseren Patrick Nielsen stod senest sidst i en noget uheldig situation, da han forud for opgøret mod Arthur Abraham i april sidste år kunne se, at vægten var 400 gram over kravet.

Herefter fulgte et par vilde timer, hvor den danske bokser måtte kæmpe og svede for at smide det sidste. Og efter underbukserne også røg af, klarede han den så til sidst.

Mark O. Madsen går ind til braget mod Patrick Nielsen som storfavorit.
Mark O. Madsen går ind til braget mod Patrick Nielsen som storfavorit. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Patrick Nielsen, der står foran sin MMA-debut, kan i forvejen se frem til at smile hele vejen hen til banken, da han ifølge B.T.s oplysninger får en million kroner for at stille op til braget.

De fleste kroner er dog stadig bundet op på den, der til sidst står som sejrherre.

Tidligere har Mark O. Madsen også udtalt, at kampen kan være med til at finansiere resten af hans MMA-karriere, hvis han formår at vinde.

»Kampen gør mig til den bedst betalte danske MMA-kæmper nogensinde, og Patrick sniger sig nok op og bliver den næstbedste,« har han fortalt.

Der er plads til 2.927 tilskuere i KB Hallen til stævnet 8. juni. Kampen kan ses på pay-per-view hos Viaplay.

Andre læser også