Når Patrick Nielsen og Mark O. Madsen træder ind i KB Hallen den 8. juni, er der mere end æren på spil.
Der er nemlig mange penge på højkant, og her handler det ikke kun om, hvem der vinder braget.
Formår Patrick Nielsen at holde syv et halvt minut - hvad der svarer til halvanden omgang - eller slå Mark O. Madsen ud tidligere, venter der ham ifølge B.T.s oplysninger nemlig en heftig bonus på en halv million kroner.
Dermed har den store underdog og normale bokser et stærkt incitament til at give Mark O. Madsen kamp til stregen.
Formår Mark O. Madsen derimod at afslutte kampen inden for halvanden omgang, er det omvendt ham, der kan glæde sig af bonussen på en halv million.
Og den tidligere bryder og OL-sølvvinder bekræfter over for B.T., at der er flere kroner i udsigt, hvis han gør bokseren færdig hurtigt.
»Det er korrekt, at jeg får mere i lønningsposen, hvis jeg gør ham hurtigt færdig, men jeg hverken kan eller må fortælle hvor meget.«
Mere stille er der hos Patrick Nielsen, der inden opgøret må betegnes som den helt store underdog efter sit skifte fra boksning til MMA.
»Jeg kan ikke kommentere økonomiske detaljer i min kontrakt. Jeg kan bare sige, at jeg kommer til at give alt, og at Mark får en lang aften.,« siger han til B.T.
Ifølge B.T.s oplysninger er der udover den ekstra mulige bonus allerede en pæn sum på vej mod den danske boksers konto.
Patrick Nielsen får således lige omkring en million danske kroner for at stille op til braget, der er døbt 'Ingen Udvej'.
De fleste kroner er dog stadig bundet op på den, der til sidst står som sejrherre.
Tidligere har Mark O. Madsen også udtalt, at kampen kan være med til at finansiere resten af hans MMA-karriere, hvis han formår at vinde.
»Kampen gør mig til den bedst betalte danske MMA-kæmper nogensinde, og Patrick sniger sig nok op og bliver den næstbedste.«
Der er plads til 2.927 tilskuere i KB Hallen til stævnet 8. juni, hvor der flere MMA-kampe på programmet.
Kampen, der foregår i klassen op til 75,5 kilo, kan ses på pay-per-view hos Viaplay.