På et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Det Internationale Skiforbund (FIS) er det tirsdag aften blevet besluttet at udelukke russiske og belarusiske atleter fra kvalifikationen til næste års Olympiske Lege.

Det offentliggjorde FIS i en pressemeddelelse tirsdag aften, og allerede få timer senere vækker det vrede blandt de påvirkede atleter.

Således tordner den russiske langrendsløber Veronika Stepanova mod FIS og forbundets beslutning, som russeren mener er truffet på baggrund af hendes og hendes landsmænds politiske overbevisning.

»Det er meget simpelt. Vladimir Putin er min præsident, og mit land har altid ret. Hvis det er grunden til, at nogle lyssky, anonyme personer ikke tillader mig at konkurrere internationalt, så er det en pris, jeg er villig til at betale,« siger hun til Expressen.

Stepanova, der var med på det russiske hold, der vandt guld i 4x5 kilometer stafet ved Vinter OL 2022, har tidligere vakt opsigt med sin støtte til den russiske præsident, Vladimir Putin.

Blandt andet da hun var blandt en udvalgt skare, som præsidenten holdt tale for i Moskva i foråret sidste år.

I 2022 vandt Stepanova guld til 4x5 kilometer stafet ved Vinter OL i Beijing 2022.
I 2022 vandt Stepanova guld til 4x5 kilometer stafet ved Vinter OL i Beijing 2022. Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix

Skistjernen mener dog, det er dybt uretfærdigt, at hun og hendes landsmænd bliver bandlyst for deres politiske holdninger:

»Hvis jeg nogensinde ser dem, vil jeg gerne sige dette: I udelukker mig og mine holdkammerater på grund af vores politiske overbevisning.«

»Så bør I også udelukke israelere og amerikanere, der støtter Trump. Det er det, jeres system går ud på: At afvise mennesker, der tænker anderledes,« siger Stepanova til Expressen.

Atleter fra Rusland og Belarus har været udelukket fra internationale konkurrencer siden den russiske invasion af Ukraine i 2022.

Den Internationale Olympiske Komite (IOC) indførte ellers det neutrale flagsystem som en måde for atleter fra de to lande at deltage i konkurrencerne på.

Det er dog op til de individuelle forbund at afgøre, hvorvidt de vil tillade det – og det er det, FIS tirsdag har sagt nej til.