Den russiske langrendsløber Veronika Stepanova forarger i skisportsverdenen med et kontroversielt besøg.
For nylig var den OL-medaljevinderen til stede, da Vladimir Putin holdt tale for en udvalgt skare af inviterede personer i Moskva.
Stepanova har angiveligt flere gange siden Ruslands invasion af Ukraine udtrykt sin støtte til det russiske statsoverhoved, og denne gang var ingen undtagelse.
»I dag så og hørte jeg en stærk præsident i et vindende land,« skriver russeren i et opslag på Instagram.
Hun har desuden lagt flere billeder og videoer op fra arrangementet, og det forarger hos flere af russerens langrendskollegaer, som udtrykker deres undren til svenske Expressen.
»Det er ikke noget, man kan bakke op, men det er op til hende,« siger svenske Frida Karlsson om besøget og fortsætter:
»Man kan jo ikke forstå det. Jeg ved ikke, hvordan hun er opdraget, eller hvilket perspektiv hun har fået med hjemmefra, men lige meget hvad er det ikke noget, jeg kan bakke op om.«
Deres mandlige kollega Jens Burman ser kun to muligheder for, hvad der kan forklare det opsigtsvækkende besøg.
»Det er enten et bevis for en lav IQ, eller også er hun blevet tvunget til at være der. Det er de to muligheder. Det kan ikke være noget som helst andet,« slår han fast.
23-årige Veronika Stepanova var med på det russiske hold, der vandt guld i 4x5 kilometer stafet ved Vinter OL 2022.