Pludselig var der royalt stjernestøv.
For mens det lørdag vrimlede med store danske sportsnavne på den røde løber til 'Sport 2024'-showet i Herning, meldte kong Frederik nemlig sin ankomst.
Og med ét stimlede hele pressen sammen for at høre Danmarks regent ind til det sportsår, der netop er blevet afsluttet.
Og her var der da også kun hyldest til de danske sportsstjerner for et storslået 2024.

»Jeg husker en masse danske præstationer helt i top. Vi har forladt et OL-år, som er et afgørende år, fordi det er hver fjerde år,« lød det fra Kongen, inden han fortsatte:
»Der var nogle rigtig stærke præstationer til OL, som vi skal hylde i aften. Og derudover var der et hav af dygtige folk, der har leveret i en masse andre sportsgrene, der måske ikke får så meget opmærksomhed, fordi de ikke er udprægede i vores land.«
Flere store sportsnavne som Viktor Axelsen, Pernille Blume, Lasse Svan Hansen og Tom Kristensen deltager lørdag aften i det store show i Herning.
Her skal der blandt andet kåres 'Årets Sportsnavn'.
B.T. har dog allerede taget hul på prisuddelingen, da det fredag blev afsløret, hvem der vandt den prestigefyldte pris 'B.T. Guld'.
Det kan du læse mere om LIGE HER, ligesom du kan følge lørdagens show live på bt.dk fra klokken 21.