Det fortæller hele historien om Viktor Axelsen, at han i dag for fjerde gang i karrieren kan kalde sig vinder af B.T. Guld.
Det er kun verdensstjernen Caroline Wozniacki, der har taget titlen lige så mange gange i løbet af de 94 år, at B.T.'s sportspris har eksisteret.
Der er mange grunde til, at jeg er stor beundrer af det fynske badmintonfænomen.
Det er 15 år siden, at Viktor Axelsen vandt sin første seniorturnering – og lige siden har han konstant haft blikket stift rettet mod den næste sejr. Det kræver et helt overnaturligt vinderinstinkt og – i mangel på et godt dansk ord – 'drive'.
Én ting er at være på toppen i en årrække. Noget andet er at være på toppen i halvandet årti. De fleste idrætsudøvere vil opleve en mæthed, når de fleste mål er opnået. Viktor Axelsen virker umættelig. Det er en sjælden egenskab.
Nogle af jer har måske set den fabelagtige Netflix-serie om Michael Jordan og Chicago Bulls-æraen i 90erne – 'The Last Dance'. Her får man et yderst interessant kig ind under kølerhjelmen på én af de største vindertyper, der har vandret på denne jord.
Blandt andet oplever man, hvordan Michael Jordan inde i sit hoved opfinder konflikter med modstandere for at gøre kampene personlige og presse sig selv til at præstere det overnaturlige – sæson efter sæson.
»It became personal with me,« lyder det eksempelvis fra Jordan, da en modstandertræner havde spist på samme restaurant som Jordan – men havde glemt (sandsynligvis ikke opdaget, at Jordan også var der) at hilse på Bulls-stjernen.
Og så klippes der til en montage, hvor en rødglødende Jordan laver 65 point og knuser den stakkels træner, hvis store forbrydelse var ikke at sige 'hej Michael' inde på restauranten.
Jeg siger ikke, at Viktor Axelsen opfinder konflikter med Kunlavut Vitidsarn, Shi yu Qi og de andre badmintonstjerner. Men jeg udelukker det heller ikke.
For hvad er det for et brændstof, der er på odenseanerens motor? Hvad er det, der gør, at han sæson efter sæson kan trykke på en knap og finde et niveau, hvor ingen andre kan være med?
I sommer sad jeg sammen med 10.000 målløse tilskuere i en kogende hal i Paris og så Axelsen udradere sin OL-finalemodstander med uhørte 21-11, 21-11. Og jeg kunne kun tænke 'manden har jo Michael Jordan-dna!'
Og nu har alle de danske sportsstjerner så besluttet, at han igen skal hyldes med B.T. Guld – otte år efter, at han vandt prisen første gang. Og jeg tvivler på, at det er sidste gang.