Patrick Nielsen har styr på vægten.

Det forsikrer han tirsdag over for B.T., da der var åben træning med både ham og Mark O. Madsen foran et stort presseopbud.

Mandag afslørede B.T., at der i kontrakten for de to fightere er en regel om, at de to ikke må misse vægtkravet på 75,5 kilo.

Det vil i så fald koste 200.000 kroner af kamphonoraret, mens det koster hele 500.000 kroner af en fighters kamphonorar, hvis han er mere end et kilo over den aftalte vægt. Læs mere om sagen her.

Mark O. Madsen og Patrick Nielsen kæmper på lørdag.
Mark O. Madsen og Patrick Nielsen kæmper på lørdag. Liselotte Sabroe

Mens de 75,5 kilo faktisk er halvandet kilo mere end den vægt, Mark O. Madsen har kæmpet i gennem det meste af sin karriere, er det et godt stykke under Patrick Nielsens kampvægt.

»Det er selvfølgelig en udfordring, fordi jeg ikke har vejet 75,5 kilo i mere end fem år,« siger Patrick Nielsen til B.T.

Bokseren afslørede selv tirsdag foran hele pressen i en mindre 'debat' med Mark O. Madsen, som TV3 Sport havde sat op, at han i øjeblikket lå på 78 kilo.

Ved en boksekamp i april 2018 havde Patrick Nielsen problemer med vægten. Han var 400 gram for tung og måtte udsætte en ny vejning med en halv time, så han kunne få svedt de sidste gram ud.

Liselotte Sabroe

Han er dog ganske sikker på, at han nok skal få smidt de sidste kilo.

»Jeg føler mig rigtig fortrøstningsfuld. Jeg føler, der er styr på det, og jeg gør, hvad jeg skal gøre, for at komme i den vægt.«

»De næste dage handler det bare om, at jeg skal ned og køre nogle af grebene igen og få fokuseret lidt på, hvordan tingene skal gøres. Og så er det bare vægttabet, ikke?«

Er det noget, der bekymrer dig?

»Nej, overhovedet ikke.«

Hvad med pengene, man står til at miste, hvis man ikke rammer vægter – bekymrer det dig?

»Det fylder slet ikke, for jeg skal nok ramme vægten på fredag. Så der er ikke nogen bekymring omkring det.«