Han har kæmpet for det i årevis. Og nu er han tilbage.

Den danske MMA-kæmper Nicolas Dalby kommer igen til at kæmpe i UFC.

Den 34-årige Dalby fik overbragt nyheden for godt to uger siden af præsidenten i Cage Warriors, Graham Boylan, hvor Dalby har kæmpet sine seneste kampe.

Boylan foretog et videoopkald til Nicolas Dalby og optog det. Og lørdag aften blev den video delt af Boylan selv.

Her får Nicolas Dalby at vide, at han igen skal kæmpe i UFC - heriblandt den 28. september, når UFC kommer til Danmark.

Nicolas Dalbys reaktion er heller ikke til at tage fejl af. Kæmperen, med tilnavnet 'Lokomotivo', har svært ved at holde tårerne tilbage.

'Med denne emotionelle video af mig, der græder glædestårer, kan jeg endelig bekræfte, at jeg ikke bare er tilbage i UFC, men at jeg også skal kæmpe i København,' skriver Nicolas Dalby på Twitter.

Nicolas Dalby kæmpede i UFC tilbage i 2015 og 2016, hvor han havde fire kampe i organisations rækker.

Nicolas Dalby nedkæmper franske Alex Lohore i K.B. Hallen.
Nicolas Dalby nedkæmper franske Alex Lohore i K.B. Hallen. Mads Claus Rasmussen

Han vandt en, kæmpede en uafgjort og tabte to, og i den periode var der meget modvind i Dalbys liv.

Han fik en depression, der mundede ud i, at han gik for meget i byen og levede en for usund livsstil til at være MMA-kæmper på højeste niveau. Læs mere om det her.

UFC Fight Night Copenhagen kæmpes den 28. september i Royal Arena.

Foruden Dalby er en god portion af kampene i København netop blevet offentliggjort. Islandske Gunnar Nelson skal møde Thiago Alves, mens stævnets hovedkamp bliver svenske Jack Hermansson mod amerikanske Jared Cannonier.