Det er Michael Jordan, der banker på døren.
Dennis Rodman åbner, mens Carmen Electra gemmer sig bag sofaen. Kort efter sætter legendariske Jordan fingrene til farverige Rodmans næsepiercing og trækker ham tværs over vejen og ind på Chicago Bulls’ hjemmebane.
Historien er god nok, og det var tilbage i slutningen af 90’erne, hvad der skete, da Michael Jordan på et tidspunkt havde fået nok af holdkammeratens eskapader uden for basketbanen.
Det fortæller hovedpersonerne i den stort tilrettelagte Netflix-dokumentarserie ‘The Last Dance’ om Michael Jordan og Chicago Bulls. Forhistorien skal findes på banen i sæsonen 1997/98 - den sidste sæson med Chicago Bulls’ altdominerende hold.
Dennis Rodman var en forsvarsklippe og den klare toer efter Michael Jordan i fraværet af Scottie Pippen i starten af sæsonen. Men da Pippe vendte tilbage fra en skade, følte Dennis Rodman sig pludselig overset og ønskede sig ferie.
»Vi kiggede på Dennis og sagde: ‘Dennis, hvad skal du lave?’. Han svarede:’ Jeg har brug for at tage til Vegas’. Jeg sagde: ‘Phil, hvis du lader den gut tage på ferie, ser vi ham ikke igen’.«
»Lader du ham tage til Vegas, ser vi ham stensikkert ikke igen,« fortæller Michael Jordan i The Last Dance.
Og han fik ret. Dennis Rodman tog direkte til Las Vegas med sin daværende kæreste Carmen Electra.
Det brandvarme par spildte ikke tiden, da først Dennis Rodman havde fået sine 48 timers ferie.
»Det var i gang - festen begyndte med det samme. Der var helt sikkert en arbejdsrisiko i at være Dennis’ kæreste. Han var vild,« siger Carmen Electra i serien.
Men ferien stoppede brat. Dog langt tid efter de aftalte 48 timer. For Dennis Rodman vendte ikke tilbage af sig selv. Michael Jordan måtte ordne tingene selv.
»Michael sagde med kameraet slukket, at han tog ham i næseringen og trak ham med ud,« fortæller dokumentarens instruktør Jason Hehir til ESPN.
Og han var ikke den eneste, der kunne bekræfte, at Michael Jordan sammen med Chicago Bulls’ fysiske træner pludselig stod ved døren til Dennis Rodmans lejlighed.
»Det banker på døren, det var Michael Jordan, og jeg gemte mig. Jeg ville ikke have, at han skulle se mig sådan, så jeg gemte mig bag sofaen med tæpper over mig,« fortæller Carmen Electra.
De fik Dennis Rodman med, og sæsonen endte, som den skulle.
Med Chicago Bulls’ mesterskabshattrick nummer to i Michael Jordan-æraen.