Den tidligere NBA-stjerne Dennis Rodman er blevet meldt til politiet af en forretningsejer.

Vedkommende mener, at Rodman og en gruppe venner har begået tyveri ved højlys dag.

Det skriver TMZ, der har fået adgang til videoovervågning fra VIBES Hot Yoga Studio i Hollywood.

Mediets udsendte forsøger at få et svar ud af den tidligere sportsstjerne.

»Vi har ikke stjålet en skid,« siger han til kameraet.

Ifølge Rodman, der for mange europæere er mere kendt for sit venskab med Kim Jong-un og sit kortvarige ægteskab med Carmen Electra, er der simpelthen tale om en stor misforståelse.

Han påstår, at personalet i forretningen gav Hall of Fame-stjernen nogle gaver med på vejen, hvis de hjalp med at flytte en kunstgenstand i forretningen.

Men overvågningen viser adfærd fra en Rodmans kvindelige bekendtskaber, der virker mistænkelig. Hun fylder sin taske med trøjer, mens hun er i forretningen.

»Som den gode person jeg er, forsøgte jeg bare at hjælpe,« siger Rodman til TMZ.

Han afviser, at han skulle være beruset. Det lokale politi fra Newport Beach har bekræftet, at de efterforsker sagen.

Dennis Rodman spillede i sin aktive karriere for klubber som Detroit Pistons, San Antonio Spurs og Chicago Bulls, hvor han spillede sammen med legendariske Michael Jordan.

Han har også optrådt i film og på tv. Eksempelvis medvirkede han i Jean-Claude Van Damme-filmen 'Double Team' fra 1997.